Intercontinental GT Challenge   26/08/19

Ærgerlig Suzuka-weekend for Dennis Lind og Lamborghini
Trods god fart under forberedelserne måtte den danske Lamborghini-fabrikskører og resten af JLOC-teamet skuffende opgive kampen om at vinde weekendens 10-timersløb på den japanske Suzuka-bane.

Det startede ellers godt for Dennis Lind, som tidligt lørdag morgen dansk tid sendte sig selv og medkørerne Andrea Caldarelli og Marco Mapelli ind i den afgørende kvalifikationsrunde til 10-timersløbet på den japanske Formel 1-bane Suzuka. Danskeren var hurtigste kører i tredje kvalifikation, hvilket betød, at JLOC-teamets Lamborghini Huracán GT3 blev tildelt en plads i den afgørende shootout-runde, som var forbeholdt de hurtigste 20 biler.

Det var Marco Mapelli, som kvalificerede bilen til en startplacering som nummer 17, og det var Dennis Lind, som startede løbet søndag nat dansk tid. Danskeren kom godt fra start og havde taget fem placeringer, da han blev kaldt ind til første pitstop.

Men derfra gik det den forkerte vej for det japanske team, som først måtte indkassere en stop-and-go-straf på 90 sekunder for kontakt med en langsommere Porsche under overhaling – og dernæst yderligere en tidsstraf for nærkontakt med en anden konkurrent.

– Dommerne vælger overraskende at straffe os for de to episoder, hvilket sætter os håbløst tilbage i feltet. Vores pace under løbet var ikke lige så god som under kvalifikationen, og uden tidsstraffene havde vi haft en god chance for at slutte i top-10, lyder det fra Dennis Lind.

– Men pludselig manglede vi to omgange alene for at komme på omgangshøjde med de førende, og med udsigt til otte timers kamp uden chance for topresultat, valgte vi at trække os.

Dennis Lind får en ny chance allerede i denne uge, når han stiller op til 24-timersløbet på Formel 1-banen Circuit de Catalunya-Barcelona for det britiske Lamborghini-team Barwell Motorsport.

Dennis Lind Racing


Læs mere om:
  • Dennis Lind
  • Suzuka
  • 25/08/19 - Suzuka - Intercontinental GT Challenge

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto