Team Eilertsen Racing skrevet historie på Padborg Park, da sæsonens 4. afdeling af Yokohama 1600 Challenge blev kørt på den sønderjyske bane.
Henrik Eilertsen fra Espergærde kører i denne sæson i den første dieseldrevne 1600 bil, i form af en Peugeot 208 HDi, og teknikken har bestemt ikke været hans ven ved de første 3 afdelinger. Testkørsler har vist masser af fart i bilen, men der er altid kommet et eller andet på tværs i en eller anden form.
(Foto: JJ Media)
Løbsweekenden var anderledes opbygget end normalt, da der skulle køres fredag og lørdag. Derfor havde holdet allerede taget turen vestpå torsdag, så de kunne være klar til den kombinerede træning og kvalifikation, fredag formiddag.
Normalvis køres der 20 minutters træning og 20 minutters kvalifikation hver for sig, men tidsplanen denne gang havde 10 minutters træning, som gik direkte over i 20 minutters kval. Derfor var der heller ikke tid til de store ændringer mellem de to sessions.
Heldigvis havde Henrik og chefmekaniker Frederik Hansen ramt plet, hvilket viste sig allerede i træningen, hvor der blev kørt anden hurtigste tid af alle.
(Foto: JJ Media)
Mens mange andre bøvlede med at skifte dæk i den korte pause, blev de samme fire siddende på den hvide og orange Peugeot med startnummer 20 i sideruden. Efter Eilertsen lige følte sig til rette på banen, blev der givet fuld gas på 5. omgang, hvor han satte den næsthurtigste tid af alle. Den tid var god nok til at holde resten af kvalifikation, så det var en kæmpe forløsning endelig at holde i første startrække, hvilket var første gang i bilsportskarrieren for Henrik.
Herefter var der næsten 28 timers ventetid, indtil Heat 1 skulle køres lørdag eftermiddag.
Henrik kom rigtig godt af sted, og holdt andenpladsen gennem Sving 1, og fik åbnet et hul op til forfølgerne, der lå og kæmpede.
(Foto: JJ Media)
Alting så ud til gå til punkt og prikke – indtil halvvejs i heatet, hvor temperaturlampen i bilen pludselig tændte. Henrik forsøgte at starte og stoppe bilen, og det fik lampen til at slukke i et kort øjeblik, inden den tændte igen. Det kostede så meget tid, at han efterhånden faldt helt tilbage på sidstepladsen, og gik så bare efter at få bilen i mål på sikker vis, da der alligevel ikke var de store point at køre hjem.
En 14. plads er bestemt ikke noget som man kan være tilfreds med, når man er startet toer – så derfor kastede både Henrik og Frederik sig over bilen, og fandt en defekt i kølesystemet, som blev udbedret inden Heat 2.
Grundet forsinkelser i tidsplanen, kom bilerne først på banen næsten en time senere end planlagt, så solen var væsentlig længere nede end ellers forventet, og det gav visse udfordringer, i nogle af svingene. Men det var ikke noget der generede Henrik, som hurtigt avancerede op gennem feltet.
Det gik ikke længe inden at han var i top 5, og da han først kom fri af den klump biler, kunne han køre en sikker tredje plads hjem.
(Foto: JJ Media)
Det var en kæmpe befrielse for holdet, der samtidig skrev historie, ved at være den første dieselbil på podiet i et Yokohama 1600 Challenge løb.
Udover den generelle 3. plads i løbet, sikrede han sig også sejren blandt Oldboyskørerne, hvor han konsoliderede sig på 3. pladsen, og samtidig krøb tættere på andenpladsen. Der skal dog ske mirakler, hvis den forsvarende Oldboysmester skal have mulighed for at genvinde titlen – men det er racerløb, så alting kan ske.
Det blev også til et stort spring i det generelle mesterskab, som Eilertsen nu indtager 8. pladsen i. Forårets problemer betyder dog også at medaljerne er kørt, men en top-5 placering stadig er mulig.
Næste gang at Henrik Eilertsen skal i aktion, bliver ved Grand Prix Danmark fra den 6.-8. september på FDM Jyllandsringen.
Team Eilertsen Racing
JJ Media Læs mere om: Henrik EilertsenPadborg Park24/08/19 - Padborg Park - 1600 Challenge |