Det blev til en podieplacering blandt juniorkørerne, da Nicolai Sylvest i den sidste september weekend deltog i finalen i ADAC GT Masters. Løbet blev kørt på Sachsenring, en bane som den 22-årige Team Danmark-eliteatlet tidligere har vist sin hurtighed på med flere podieplaceringer, så forventningerne var store, selvom det var første løb i en BMW M6 GT3 på denne bane, og det havde ikke været muligt at teste der inden.
”Desværre viste det sig hurtigt, at den såkaldte Balance of Performance ligesom sidst på Hockenheim ikke var på vores side,” siger Nicolai Sylvest. ”Løbsorganisationen bruger Balance of Performance til at regulere, hvor meget power motoren må have, samt tillader at nogle biler må være lettere, mens andre skal være tungere for at skabe en jævnbyrdig konkurrence. Denne gang havde vi dog lidt mere at arbejde med, så efter fredagens træningstider var målet at slutte i top 10 blandt de 27 biler og komme på podiet i junior mesterskabet for kørerne under 25 år.”
Nicolai Sylvest kom på podiet og modtog pokalen som tredjebedste rookie
Nicolai Sylvest kørte lørdagens tidtagning på en våd, men op-tørrende bane, som var meget vanskelig, men det lykkedes ham at sætte 14. hurtigste tid, men desværre gik lørdag eftermiddags flyvende start langt fra godt.
”Det er først, når de røde lys slukker, at man må give gas, men det var der bare mange, som ikke respekterede, så flere biler fløj forbi mig,” fortæller Nicolai Sylvest, som derfor måtte afslutte første omgang nede på en 23. plads. Efter at have vist rigtig god fart med flere flotte overhalinger kunne han køre ind til det obligatoriske pitstop og aflevere bilen til Jens Klingmann som nummer 18. Tyskeren holdt placeringen, og efter flot kørsel lykkedes det ham at få BMW’en fra Team Molitor Racing Systems i mål på en generel 16. plads og en syvendeplads i juniorrækken.
I starten på lørdagens løb blev Nicolai Sylvest passeret af mange konkurrenter
I søndag morgens tidtagning satte Jens Klingmann ligeledes bilen ind som 14. hurtigst. Starten gik heldigvis som den skulle, og da den tyske BMW-fabrikskører kørte ind til det obligatoriske pitstop, lå bilen på tiendepladsen. ”Da jeg kørte ud på asfalten, var det på 11. pladsen,” fortæller Nicolai Sylvest. ”Jeg fik hurtigt avanceret et par pladser, men så begyndte bilen at miste greb i takt med, at dækkene blev mere og mere slidte.” Han endte med at krydse målstregen som nummer 12, men blev dog nummer tre blandt kørerne i juniormesterskabet.
Sachsenring dannede rammen om Nicolai Sylvest sidste løb i 2019
”Jeg synes, vi fik det optimale ud af bilen,” siger køreren fra Jægerspris. ”Vi havde håbet at slutte i top 10 og få en podieplacering i juniorrækken, og det lykkedes stort set. I bagklogskabens klare lys kan vi kun være tilfredse med weekendens resultat, og ser vi tilbage på sæsonen som helhed, kan vi også godt være tilfredse. Vi vandt på Red Bull Ring og vi lå til at komme på podiet i begge løb på Most i Tjekkiet, og jeg har flere gange været på podiet også i juniormesterskabet. Jens og jeg slutter sæson af på en samlet 14. plads, og jeg bliver nummer 8 i juniormesterskabet, og det er jeg tilfreds med under de omstændigheder, vi har haft.”
Sylvest Motorsport Læs mere om: Nicolai SylvestSachsenring29/09/19 - Sachsenring - ADAC GT Masters |