Lørdag afvikles årets sidste afdeling af Danmarksmesterskabet i rally. Det er Anderup El Rally, der med base i Haderslev sender deltagerne ud på fire hastighedsprøver i det sønderjyske, og her er Marco Gersager og Carina Møller også at finde på deltagerlisten i GM Motorsports Suzuki Swift Maxi 2000. ”Det tegner til at være nogle spændende hastighedsprøver, hvor der endda også er noget grus, så det glæder vi os til at stifte bekendtskab med,” siger Marco Gersager.
En bronzemedalje er i syne for Marco Gersager og Carina Møller ved DM-finalen (Foto: Jokum Tord Larsen)
Inden DM-finalen i rally indtager makkerparret fra GM Motorsport fjerdepladsen i klassen for de hurtigste tohjulstrukne biler.
”Der er 30 point at kæmpe om, og vi har 15 point op til Simon Vallentin og Peter Egholm på tredjepladsen, så hvis Carina og jeg skal gøre os forhåbninger om en medalje, skal vi faktisk håbe på uheld for vores konkurrenter,” siger Marco Gersager.
”Vores fokus til DM-finalen er derfor anderledes. Vi vil have en god sæsonafslutning, og jeg har en ambition om at fortsætte med at opbygge tempoet i den bil, vi har fået op til denne sæson. Vi er kommet tættere og tættere på de forreste i klassen, og den fremgang vil vi fortsætte. Men på den anden side. Før sæsonstarten ville vi være glade for en femteplads i mesterskabet. Nu ligger vi på fjerdepladsen, men når der er en mulig medalje indenfor rækkevidde, vil Carina og jeg naturligvis gerne jagte den.”
Grus er på programmet for Marco Gersager og Carina Møller på lørdag (Foto: Jokum Tord Larsen)
Vejrudsigten for lørdag indikerer, at GM Motorsports mekanikere skal finde regndækkene frem til teamets Suzuki Swift Maxi 2000.
”Jeg har tidligere kørt i lidt småregn med bilen, men det har ikke været noget, som har givet mig erfaring med, hvordan bilen opfører sig i regnvejr,” siger Marco Gersager. ”Men får vi regnvejr i weekenden, tager vi den udfordring med.”
Facebook/www.gmmotorsport.dk
Læs mere om: Sydjylland12/10/19 - Sydjylland - DM Rally |