FIA WEC   05/02/20

Jan Magnussen bekræfter WEC-deltagelse for Corvette Racing
World Endurance ChampionshipDen firedobbelte Le Mans-vinder skal sammen med Mike Rockenfeller repræsentere Corvette Racing i to afdelinger af FIA World Endurance Championship.


(Foto: Jan Magnussen Racing)

Jan Magnussen gør comeback hos Corvette Racing, når han sammen med Mike Rockenfeller stiller op til to afdelinger af den igangværende udgave af verdensmesterskabet for sportsvogne, FIA World Endurance Championship. De to racerkørere, som begge har Le Mans- og Sebring- og Daytona-sejre på deres CV, stiller op i den nye Corvette C8.R den 23. februar til Lone Star Le Mans på Circuit of the Americas i Texas, og til 1000-miles-løbet på Sebring i Florida den 20. marts.

– Rygterne har svirret, og jeg er glad for at kunne bekræfte, at jeg igen skal repræsentere Corvette Racing. Det er en fed nyhed. Vi har arbejdet med projektet gennem længere tid, og det bliver fantastisk at kunne stille op til to så store events – og forhåbentlig endnu flere løb – med et team, jeg kender så godt, og med en bil, som allerede har vist sig at være stærk. Jeg har været en del af udviklingen af den nye C8.R helt fra begyndelsen, og efter at have overværet den kæmpe med i toppen af feltet til 24-timersløbet på Daytona for to uger siden, glæder jeg mig endnu mere til at sætte mig i sædet sammen med Rocky, siger Jan Magnussen.


(Foto: Jan Magnussen Racing)

Jan Magnussen og Mike Rockenfeller har allerede et længere samarbejde bag sig. Den 36-årige tyske racerkører, som to gange har vundet 24-timers Le Mans, tilsluttede sig Corvette Racing som tredjekører i 2015. Dette har blandt andet resulteret i en sejr i 12-timersløbet på Sebring sammen med Jan Magnussen og Antonio Garcia i 2017, mens trioen var tre hundrededele af et sekund fra at vinde 24-timersløbet på Daytona i 2016. Mike Rockenfeller var medvirkende til, at Jan Magnussen og Antonio Garcia to år i træk sikrede sig GTLM-titlen i det amerikanske IMSA-mesterskab.


(Foto: Jan Magnussen Racing)

Med deltagelsen i FIA World Endurance Championship skal Jan Magnussen og Mike Rockenfeller kæmpe mod verdens førende fabriksteams i GTE Pro-klassen, hvor blandt andre den regerende verdensmester Michael Christensen repræsenterer Porsche, mens de tidligere mestre Nicki Thiim og Marco Sørensen stiller op for Aston Martin. Det bliver ilddåben for den nye Corvette i verdens hårdeste GT-mesterskab.

– Der er rigtig meget på spil. Amerikanerne er med god grund stolte af deres Corvette, som har gjort det fantastisk på Le Mans de seneste 20 år. Nu tilslutter man sig verdensmesterskabet med en helt ny bil, som med sin centermotor adskiller sig markant fra de tidligere generationer, og det bliver en vigtig prøvelse for en bil, som har meget at skulle leve op til. Jeg er stolt over at være en del af denne rejse, og det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at jeg glæder mig til at komme tilbage i sædet igen, lyder det fra Jan Magnussen.


(Foto: Jan Magnussen Racing)

Jan Magnussen Racing

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Circuit of the Americas
  • 23/02/20 - Circuit of the Americas - FIA WEC - FIA VM

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk