Den danske verdensmester i sportsvognsracing Michael Christensen havde set frem til foråret, hvor han i sin Porsche 911 RSR sammen med Kevin Estre skulle kæmpe for at genvinde VM titlen i GT klassen, som de to vandt i 2018/2019 sæsonen. Men som så mange andre sportsbegivenheder verden over, er løbsafdelinger aflyst og udsat grundet den verdensomspændende situation med coronavirus.
Sæsonens 6. afdeling af FIA WEC mesterskabet, 1.000 miles løbet på Sebring er aflyst og den 7. afdeling, 6 timers løbet på Spa, er udsat og kommer muligvis slet ikke til at blive afviklet i den indeværende VM-sæson. Der er endnu ikke truffet en afgørelse omkring 24 timers løbet på Le Mans, der udgør finalen i VM, men løbsorganisationen har meddelt, at en afgørelse vil blive truffet senest den 15. april. Men løbet vil blive afviklet i år, meddeler løbsorganisationen.
24 timers løbet på Nürburgring, der ikke er en del af VM-serien, men som Michael Christensen og Porsche også deltager i, er også udsat. Det er flyttet fra maj måned til den 26.-27. september.
"Som alle andre, er jeg naturligvis utroligt skuffet over, at vi ikke kommer ud og køre ræs foreløbigt "siger Michael Christensen. "Jeg havde virkelig glædet mig til både Sebring, Spa og Nürbrugring, der er tre af de fedeste racerbaner, men når det er sagt, så er der altså vigtigere ting i livet og lige nu må vi bare alle bidrage til, at stoppe spredningen af coronavirusset og så kommer racerløb i anden række".
Michael Christensen blev tildelt DASUs hæderspokal (Foto: DASU)
Selvom det har været småt med oplevelserne på racerbanen, så har Michael Christensen haft succeser at fejre i år. Ved Dansk Motorsport Award i februar blev han kåret til Årets Bilsportskører i Danmark og han i sidste uge blev han tildelt DASUs (Dansk Automobil Sports Union) hæderspokal. DASUs hæderspokal tildeles for en ekstraordinær og bemærkelsesværdig succes for dansk bilsport og den har kun været tildelt ganske få personer, heriblandt Tom Kristensen og John Nielsen. Michael Christensen modtog pokalen som anerkendelse for at have vundet det officielle VM for GT-kørere FIA WEC og ikke mindst den flotte sejr ved 24 timers løbet på Le Mans i den samme ”super-season”.
Jan Kaiser Læs mere om: Michael Klitgaard Christensen |