Historisk   22/06/20

Eilertsen gjorde rent bord
Henrik Eilertsen gjorde rent bord, da sæsonens første afdeling af Historisk ræs blev kørt på FDM Jyllandsringen.

Teamet fra Espergærde stillede til start i en blå Ford Escort 1300 i 71-klassen. Indtil nu havde han kørt tre løbsweekender i bilen, men det var alle sammen på gadebanerne i Århus og København. Denne gang var der ikke længere 90 graders sving og hårde betonklodser at tage højde for, men i stedet fangsand, såfremt man ikke ville stoppet i tide. Det gør også at det er lidt nemmere at presse bilen helt ud til grænsen, da man ved, at man ikke ”slår” sig på samme måde, som på en bybane.


(Foto: JJ Media)

Henover vinteren var der brugt en del timer på bilen, så det var med stor spænding at Henrik trillede ud på asfalten i lørdags klokken 12:15.

Ret hurtigt kunne han konstatere, at det var noget helt andet end gadebanerne – her kunne man virkelig køre racerbil. Det kombineret med at Eilertsen har kørt massevis af omgange på FDM Jyllandsringen de seneste sæsoner, gjorde at han hurtigt følte sig hjemme.

Han var ikke bare hurtigst af alle i Divisionen – han var over 3 sekunder hurtigere end nummer to. Og det vel og mærke på en omgang som tog ham lige godt 83 sekunder.

En ting er kvalifikation, og noget andet er løb – og her skal bilen altså holde i 15 minutter plus en omgang. Så det var med lidt sommerfugle i maven, selvom bilen selvfølgelig var klargjort til perfektion hjemme på værkstedet af chefmekaniker Frederik Hansen. Men det er jo racerløb, så…


(Foto: JJ Media)

Starten gik forrygende, og selvom nogle af muskelbilerne i feltet fik en bedre start, kunne Henrik bremse senere, og have mere fart med rundt i svingene – og var hurtigt tilbage på en generel 3. plads. I Historisk ræs er der en masse biltyper og klasse blandet sammen, så det betyder at små Ford Escort’er er på banen på samme tid som store Shelby Cobra Daytona, Ford GT og små Lotus racere, bare for at nævne nogle få. Det meste af Henriks løb gik med at kæmpe med en Cobra 289, som hørte til i en anden klasse – men ræs er jo ræs.

Så det var en yderst tilfreds kører, som kunne passerer målflaget som vinder af klassen, og på en generel 3. plads.

Søndag formiddag skulle han dog på den igen i heat 2. Starten forløb meget identisk, og hurtigt var han med i samme duel med Cobra’en igen. Det var sin sag at holde en tidligere Le Mans deltager – altså køreren – bag sig, så til sidst måtte han give fortabt, men det var nogle fede omganges ræs indtil da.

Mod slutningen af heatet valgte Henrik dog at slække lidt af på gassen, for at spare på materiellet, og krydsede målstregen næsten 50 sekunder foran nærmeste konkurrent i klassen. Der var da også blevet leget med bilens opsætning mellem lørdagen og søndagen, og faktisk var der blevet klippet næsten to sekunder af Henriks omgangstider, mens konkurrenterne stadig kørte de samme.


(Foto: JJ Media)

Søndag eftermiddag var det tid til weekendens sidste heat. Med de tider som Eilertsen havde kørt i den blå Ford Escort 1300 med startnummer 269 i løb 2, skulle han faktisk starte toer i finalen.

Det var dog ikke let at holde position, især når der var hurtige Marcos og Cobra racere, som pustede ham i nakken. Og igen – det gjaldt bare om at få weekendens pokaler med hjem, mens holdet lærte en masse omkring bilens opsætning.

De varmere temperaturer i både luft og asfalt, gjorde at omgangstiderne faldt med omkring et halvt sekund for alle bilerne. Henrik holdt dog stadig dampen oppe, og vandt heat 3 med lige over 50 sekunder ned til nummer to.

En perfekt weekend – hurtigst i kvalifikationen og vinder samt hurtigste omgang i alle tre løb.


(Foto: JJ Media)

Eneste malurt i bægret var dog, at der ikke var nogle i klassen, som kunne følge Henriks tempo. Heldigvis var der nogle fra de andre klasser, som hastighedsmæssigt passede, så man kunne få lidt ræs ud af det, men det havde været sjovere at være i en direkte kamp. Men forhåbentlig kommer der det til efteråret, når sæsonen kommer i gang igen efter sommerpausen.

Præcis hvornår at Team Eilertsen Racing tager ud til en racerbane igen, må tiden vise. Datoerne ligger og svinger en hel del på grund af COVID-19 situationen, men som det ser ud lige nu, bliver det den første weekend i september.

Team Eilertsen Racing

JJ Media


Læs mere om:
  • Henrik Eilertsen
  • Jyllandsringen
  • 21/06/20 - Jyllandsringen - Historisk

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto