TCR Denmark   06/09/20

Elgaards hattrick
TCR DenmarkStår der nogen kører i TCR Denmark-paddocken med et smørret smil og ikke rigtigt forstår, hvad der lige skete, så er det Casper Elgaard.

Den danske touringcarveteran vendte tilbage med et brag og fik sat en tyk streg under, at han ikke har glemt, hvordan man kaster en bil hurtigt rundt på Jyllandsringen. I en dobbeltweekend med fem heats kan Elgaard notere sig tre sejre - den sidste kom meget passende i søndagens finale efter en ny, stærk præstation fra Elgaard og svenske TPR Motorsport.

Inden da fik Jacob Mathiassen og Insight Racing for alvor vist potentialet i teamets Alfa Romeo Giulietta, da det blev til en overbevisende sejr i weekendens 2. heat.


Jacob Mathiassen vandt 2. heat i overbevisende stil.

Allerede inden start var der drama. Egentlig var der drama allerede før starten, for Kenn Bach skulle starte på pole position qua sin 8. plads i første heat. Så langt nåede Bach imidlertid aldrig, for bilen var uden benzin, og han måtte derfor lide den skæbne slet ikke at starte løbet. Super skuffende for Bach, der ellers var godt på vej til at gå ind i kampen om Trophy-mesterskabet.

I stedet startede Jacob Mathiassen forrest, og da starten gik, så han sig aldrig tilbage. Michael Markussen gik i infight med Nicolai Sylvest om andenpladsen, men Sylvest måtte senere se sig sat, og mens Markussen rullede videre på andenpladsen, så kom Kasper H. Jensen også forbi og blandede sig i topstriden flere gange.

Løbet blev imidlertid også afbrudt to gange. Først blev kampen om point i Trophy en kende overophedet, da Johnny Vejlebo, Michael Carlsen og Allan Kristensen ramlede sammen i sving 1. Alle tre kørte dog videre - og efter en genstart blev løbet atter afbrudt, da Martin Andersen forsøgte at gå forbi Jan Magnussen for enden af langsiden.


Jan Magnussens 2. heat endte i sandet efter et sammenstød med Martin Andersen.

Magnussen lukkede døren og endte med selv at blive sat i gruset, mens Martin Andersen indkasserede en dyr stop and go-straf for sammenstødet.

I mål blev det sæsonens første sejr til Insight Racing og Jacob Mathiassen foran en stærkt kørende Michael Markussen og Peugeot. Kasper H. Jensen rundede podiet af, mens der i Trophy var kamp om point hele vejen.

Det endte med, at René Povlsen tog heat 2 efter en lang kamp med Jonas Lindhard og Johnny Vejlebo.


Casper Elgaard kronede en fantastisk comebackweekend med en finalesejr. Tre af fem heats gik til Elgaard denne weekend.

Elgaards finaleshow

Finalen stod der til gengæld Casper Elgaard på. Fra pole position tog han starten, og føringen kom aldrig rigtig i fare, da han slog hul så snart Jacob Mathiassen, Kasper H. Jensen og Michael Markussen begyndte at kæmpe om andenpladsen.

Den fight endte bedst for Kasper H. Jensen, som fik følge af Mathiassen. Det holdt dog ikke til mål for Mathiassen, som siden måtte udgå med en defekt brændstofpumpe.

I stedet blev det sejr til Elgaard foran Kasper H. Jensen og Michael Markussen. Jan Magnussen fik kørt sig tilbage i gamet efter afkørslen i 2. heat og endte som firer, mens Martin Andersen ikke fik forløst potentialet i finalen og blev femmer.

Til gengæld var der kamp om tingene i Trophy, hvor Johnny Vejlebo endte med at tage en særdeles flot sejr foran Meteor Racings René Povlsen og Allan Kristensen. Samlet holder Povlsen fast i sit forspring foran Kenn Bach, som efter miseren i 2. heat aldrig rigtig fik brudt igennem i finalen.


Insight Racings Johnny Vejlebo kørte et fantastisk finaleheat, hvor Peugeotforhandleren gjorde alt for at holde sig forrest i klassen. Det lykkedes - og Vejlebo endte med sæsonens hidtil bedste resultat.

Samlet er Kasper H. Jensen førende med 174 point foran Martin Andersen med 141 og Nicolai Sylvest med 136. Firer er Michael Markussen med 134, mens Jacob Mathiassen er nummer fem med 130.

TCR Denmark vender tilbage senere i september, når det den 26-27. september går løs på Ring Djursland.

TCR Denmark


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 06/09/20 - Jyllandsringen - TCR Denmark

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk