Historisk   07/09/20

Succesfuld Djursland weekend for Eilertsen
Det blev en succesfuld weekend på Ring Djursland for Henrik Eilertsen.

Automekanikeren fra Espergærde stillede op i hele to forskellige racerbiler i den forgangene weekend, og der kom især gode resultater på kontoen om lørdagen.

Her deltog han med en blå Ford Escort 1300 i Historisk 71 klassen. Her var en blanding af store amerikanerbiler, helt ned til de små biler som Fiat 500 og Austin Cooper.

Størrelsesmæssigt og hastighedsmæssigt var den blå Escort med startnummer 269 på døren et sted midt i mellem. Derfor skulle der både holdes øje i spejlede, men også tænkes længere fremad på banen, og hvordan at man ville finde vej gennem den langsommere trafik.


(Foto: JJ Media)

Lørdagen startede en 20 minutters kvalifikation, hvor Eilertsen hurtigt fik sat hurtigste omgang i Klasse 71-2, som bilen passer ind i. Han blev ude på banen, og forsøgte at sætte hurtigere tider, men så hoppede den ene af to fjedre af speederpedalen. Det var som sådan ikke noget problem, men var nummer to også hoppet af, ville bilen i teorien kunne køre fuld gas hele tiden, og derved skabe farlige situationer, eller ødelægge motoren.

Heldigvis blev det fikset inden det første løb, hvor alting gik problemfrit. Der var desværre ikke så meget kamp internt i Klasse 71-2, men så var der til gengæld nogle andre biler at kæmpe imod. Men det var en yderst tilfreds kører, der kunne krydse målstregen på førstepladsen.

Heat 2 var nogenlunde den samme historie. Igen blev det til en god start, hvor han kortvarigt var oppe at snuse til en generel tredje plads, inden han måtte afgive den plads til de lynende hurtige Porsche og Datsun racere, som deltog i andre kategorier. Men vigtigst af alt, endnu en sejr i hus.

Der var dog lidt drama til sidst, da Henrik måtte trille stille og roligt over målstregen, med en bil, hvor motoren slet ikke ville køre.


(Foto: JJ Media)

Til alt held fik chefmekaniker Frederik Hansen hurtigt lokaliseret fejlen, til at være på rotoren i strømfordelen, som ikke længere drejede rundt, som den skulle.

Den blev skiftet, og så stod den ellers på et udramatisk heat 3, hvor dagen blev lukket af med 3. sejr ud af 3 mulige – oveni den Pole Position fra tidligere på dagen, samt tre gange hurtigste omgang i løbene.

Ikke overraskende var det en tilfreds kører, der kunne gå til ro lørdag aften.

Søndag morgen var der til gengæld helt nye udfordringer. For første gang skulle Team Eilertsen Racing deltage i Youngtimer klassen, hvor der var blevet købt en BMW E46 M3 ind til. Det var blevet til nogle få testdage i foråret, men dette var løbsdebutten.


(Foto: JJ Media)

Kvalifikationen forløb udmærket, med 9. hurtigste tid ud af det 26 bils store Youngtimer Division 2 felt. Han lå ellers længere til en startplacering længere fremme i feltet, men en defekt servopumpe umuliggjorde yderligere avancement senere i kvalen.

Den blev skiftet ud inden løb 1, hvor Henrik fik en fantastisk start, og heldigvis kom udenom en bil, der holdt stille i forreste startrække.

Herefter kunne jagten gå ind på de forreste i feltet. Et lille solospin gjorde dog at han tabte kontakten op til top 4, og faldt tilbage omkring 7-.8. pladsen, men fik kæmpet sig tilbage på 4. pladsen, som blev slutresultatet på løb 1.

Det var også startplaceringen til Heat 2, hvor det blev et lidt ensomt heat på 4. pladsen, hvor han lagde god afstand til de efterfølgende biler, men heller ikke rigtig kunne udfordre top 3, så han passerede igen målflaget som firer.


(Foto: JJ Media)

Den sidste heat blev ligeledes startet fra 4. position. Her lagde han for alvor pres på køreren på 3. pladsen, indtil motoren pludselig begyndte at gå på 5 cylindre. Det betød at den guldfarvede BMW E46 M3 med startnummer 269 stille og roligt tabte fart. Eilertsen kæmpede dog videre, det bedste han kunne, men han måtte afgive et par placeringer, så han krydsede målstregen på 6. pladsen.

Det var dog umådeligt heldigt, at han overhovedet kunne krydse målstregen. På vej ud af det sidste sving, kom der en kæmpe røgsky fra bilen, og han måtte stille og roligt trille over målstregen. Da motorhjelmen blev åbnet, kunne han konstatere, at der skal en ny motor til – der sad simpelthen et stempel ud af siden på motorblokken!

Team Eilertsen Racing har dog små 3 uger til at få bilen repareret, så de kan være køreklare på Ring Knutstorp en 26.-27. september, som er det aktuelt næste løb på den danske løbskalender.

Team Eilertsen Racing

JJ Media


Læs mere om:
  • Henrik Eilertsen
  • Ring Djursland
  • 06/09/20 - Ring Djursland - Historisk
  • 06/09/20 - Ring Djursland - Youngtimer

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto