Le Mans   19/09/20

Succesfuld Le Mans-debut for Malthe Jakobsen
Le MansMed en syvende- og sjetteplads i de to opvarmningsløb til det legendariske 24 timers-løb har den thy'ske racerkører slået sit navn fast på den internationale motorsportsscene.


Succesfuld Le Mans-debut for Malthe Jakobsen.
(Foto: Jakob Ebrey)

Sammen med medkøreren, canadiske James Dayson, lagde den 16-årige racerkører fra Sennels ved Thisted ud med stærke omgangstider i de frie træninger. I kvalifikationen var Malthe udfordret af trafik på banen og måtte nøjes med ellevte bedste omgangstid, mens James' bedste omgangstid rakte til en 12. plads.

I det første løb overtog Malthe bilen på 17. pladsen og kørte sig ti pladser frem til syvendepladsen i løbet af de ti omgange, han havde bag rattet. Og der var ikke lang vej op til sjettepladsen.


Malthe Jakobsen med Dunlop-broen i baggrunden.
(Foto: Jakob Ebrey)

"Det var et rigtig fornuftigt løb, hvor jeg synes at jeg fik vist at jeg kan klare mig på det her niveau. Det er et specielt racerløb, men når først hjelmen kommer på og jeg kører ud af pitten er mit fokus 100 procent på opgaven", siger Malthe.

Lørdagens løb blev endnu et bevis på at den unge thybo har hvad der skal til for at køre på topniveau. Efter at have overtaget bilen fra James Dayson på en 13. plads satte Malthe angrebet ind. Med en række modige og kontrollerede overhalinger kørte han sig op til sjettepladsen inden målstregen blev krydset for sidste gang.

"Vi startede på regndæk, og James kørte et fint heat selvom banen var lidt udfordrende på grund af den våde asfalt. Jeg fik et sæt slicks på da jeg kom i bilen, men i den sidste del af løbet var regnen begyndt igen, så det var et par spændende omgange hen imod slutningen", fortæller Malthe.


Sådan - Malthe har sat sit aftryk på den store motorsportsscene.
(Foto: Jakob Ebrey)

Der er ingen tvivl om at Malthe har fået en stor oplevelse ved at deltage i Road to Le Mans-løbene som optakt til 24 timers-løbet. Og han sætter stor pris på den opbakning, som er strømmet ind hele ugen på de sociale medier:

"Det har været en kæmpe oplevelse at være hernede og køre på Le Mans-banen. Ikke mindst fordi vi kunne være med i den sjove ende af feltet, for det beviser jo at jeg har gang i noget af det rigtige. Det har været vildt at opleve hvor mange som har fulgt mig og teamet i denne uge. Det kan man godt blive lidt afhængig af", griner Malthe, som bestemt føler at målet med at deltage i løbet er opnået.

"Jeg kom herned for at lære banen at kende og udvikle mig som kører. Jeg har lært vildt meget på utrolig kort tid, og jeg er ikke i tvivl om, at det kommer til at give mig en fordel, når jeg forhåbentlig står klar til 24 timers-løbet hernede om et par år."

Malthe Jakobsen Motorsport


Læs mere om:
  • Malthe Jakobsen
  • Le Mans
  • 20/09/20 - Le Mans - Le Mans

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport