IMSA   18/10/20

Dansk triumf i USA: Mikkel Jensen vinder Petit Le Mans!
Den danske LMP2-kører tog sammen med Starworks-teamet en fænomenal sejr i årets udgave af Petit Le Mans, som blev afviklet natten til søndag på Road Atlanta.


(Foto: STARWORKS MOTORSPORT)

Mikkel Jensen fik den bedst tænkelige debut i den amerikanske IMSA-serie, da han natten mellem lørdag og søndag sikrede den prestigefyldte sejr i Petit Le Mans på Road Atlanta i Georgia. Danskeren stillede op for Starworks Motorsport i LMP2-klassen og sluttede trods startvanskeligheder på en suveræn førsteplads i den 10 timer lange amerikanske klassiker.


(Foto: STARWORKS MOTORSPORT)

– Det var en fantastisk ræs, men også fuldstændig vanvittigt hektisk. Fuld gas fra start til slut på en lynhurtig og krævende bane med masser af trafik og ret mange nervepirrende situationer. Det er første gang, at jeg har gennemført et løb med så mange skader på bilen, hvilket siger noget om, hvor vildt det var. Kæmpe tak til hele Starworks-teamet for en fantastisk indsats. Det var en de sejre, der skulle arbejdes ekstra hårdt for, lyder det fra en lykkelig Mikkel Jensen.


(Foto: STARWORKS MOTORSPORT)

Danskeren kunne således tidligt søndag morgen dansk tid stille sig på øverste podium på Road Atlanta-banen med sine to medkørere, canadiske John Farano og hollandske Job van Uitert. Trekløveret lignede dog alt andet end vinderfavoritter til at begynde med, da en afkørsel kort efter starten klokken 12.40 lokal tid satte holdet en hel omgang bagud. Først midtvejs i løbet var Starworks-bilen atter på omgangshøjde med den førende bil i LMP2-klassen, og derfra handlede det om rå speed.


(Foto: STARWORKS MOTORSPORT)

– Der blev ikke slappet af på noget som helst tidspunkt. Vi var overlegne på farten indtil en større skade på bilens gulv ødelagde aerodynamikken og stjal lidt af vores topfart, men det lykkedes os alligevel at få overtaget føringen. Jeg var 16 sekunder foran vores nærmeste konkurrenter, da de pludselig får et teknisk problem omkring 50 minutter før mål, så dérfra handlede det kun om at få bilen sikkert i mål.


(Foto: STARWORKS MOTORSPORT)

– Det er virkelig en af de helt store sejre i min karriere indtil videre og uden tvivl et godt afsæt til 12-timersløbet på Sebring i næste måned. Jeg håber, at vores resultat denne weekend kan give mig lidt opmærksomhed i den amerikanske IMSA-verdenen, hvor jeg virkelig godt kunne tænke mig nogle flere løb.


(Foto: STARWORKS MOTORSPORT)

Næste USA-opgave for Mikkel Jensen bliver som beskrevet det legendariske 12-timersløb på Sebring den 11.-14. november, hvor han igen er tilbage i Starworks-bilen. Inden da stiller danskeren op i årets sidste afdeling af European Le Mans Series, som afvikles på Portimao-banen i Portugal fra den 30. oktober til den 1. november.


(Foto: STARWORKS MOTORSPORT)

Mikkel Jensen Racing

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Mikkel Jensen
  • Road Atlanta
  • 17/10/20 - Road Atlanta - IMSA

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport