Nicolai Sylvest var i den forgangne weekend til start i LM Racings VW Golf GTI TCR til sidste afdeling af den nye danske topklasse, TCR Denmark, som blev kørt på Jyllandsringen. Med en andenplads, en ottendeplads samt en fjerdeplads i weekendens tre løb formåede racerkøreren fra Jægerspris at forsvare sin samlede tredjeplads i mesterskabet.
”Det var et godkendt slutresultat, som sæsonen endte med, for det var en meget udfordrende finale,” siger Nicolai Sylvest. ”Inden weekenden lå jeg på en samlet tredjeplads i mesterskabet med en god margin til dem bagved, så det var min målsætning at forsvare denne placering. Og det lykkedes.”
Foran tomme tilskuerpladser på FDM Jyllandsringen forsvarede Nicolai Sylvest sin tredjeplads
Fredag eftermiddag startede med to træninger på en regnvåd bane, hvor Nicolai Sylvest sluttede som tredjehurtigst, så det så godt ud før lørdagens stramme program, hvor der skulle køres en tidtagning og i alt tre heat. Banen var også våd, da lørdagens tidtagning skulle køres.
”Ti minutter før starten på tidtagningen satte jeg mig ind i bilen for at gøre mig klar,” siger han. ”Min mekaniker tjekkede bilen efter og aktiverede bilens hovedafbryder og samtidigt med det, skete det totalt uforklarlige, at bilens ildslukningssystem blev aktiveret. Udover at bilens motorrum samt hele bilen indvendig sejlede i skumvæsken, var min dragt, hjelm og køresko også gennemblødt.”
”Nu var der panik i LM Racings telt. Var det hele nu slut, før det begyndte? Heldigvis arbejdede teamet yderst professionelt, og jeg kunne se, at de hurtigt fik gjort bilen så ren som det var muligt på den korte tid, alt imens de også monterede en ny ildslukker.”
Flere gange holdt Nicolai Sylvest sin teamkammerat Jan Magnussen bag sig
Selv om bilen stadig langt fra var tør og rengjort, leverede Nicolai Sylvest en professionel indsats ved at placere bilen på en super flot andenplads lige foran hans teamkammerat, Jan Magnussen, som kom ind som tredjebedst.
”Første heat blev kørt på en optørrende bane, så den var noget tricky, og stadig var der lidt fugt nogle steder,” siger Nicolai Sylvest, som brugte tørvejrsdæk. ”Jeg fik en god start og var lige efter den førende Kasper H. Jensen og her blev jeg til mål. Det udløste gode point til det samlede mesterskab, hvor jeg var kommet tættere på toeren.”
Startplaceringen til løbets andet heat var som nummer 7, men Nicolai Sylvest fik ikke den bedste start. Han forsvarede dog sin placering, men da han valgte at satse på ydersporet i banens hestesko, var han kortvarigt fremme som femmer, inden han måtte en tur af banen og ud i gruset. Tilbage på asfalten var han sidste mand i feltet, men det lykkedes alligevel den 23-årige kører fra Jægerspris at få bilen i mål på en efter omstændighederne godkendt ottendeplads.
Resultatet af de to heat bevirkede, at tredje og sidste heat skulle startes fra femte position. ”Jeg fik en ok start, men jeg valgte at køre taktisk for at forsvare min samlede tredjeplads i mesterskabet, og da jeg senere avancerede til fjerdepladsen og min teamkammerat Jan Magnussen blev toer, lykkede det os at sikre teammesterskabet til LM Racing,” siger Nicolai Sylvest. ”Selv vandt jeg U23-mesterskabet og blev treer generelt i TCR Denmark mesterskabet.”
'Den store pokal vil jeg have til næste år' tænkte Nicolai Sylvest, da han mødte mesteren Kasper H. Jensen på podiet
”Jeg vil godt benytte lejligheden til at takke hele mit fantastiske team LM Racing som hver og en har ydet en kæmpe indsats. Samtidigt vil jeg også gerne takke mine sponsorer for denne sæson. Uden dem alle var det aldrig gået.”
Nu arbejdes der på højtryk for at sikre et sæde til næste år i TCR Denmark, hvor målet er at gå efter at vinde det samlede mesterskab.
Sylvest Motorsport Læs mere om: Nicolai SylvestJyllandsringen25/10/20 - Jyllandsringen - TCR Denmark |