IMSA   16/12/20

Mikkel Jensen klar til 24-timersløb på Daytona med amerikansk LMP2-team
Nyt amerikansk eventyr for Mikkel Jensen, som stiller op til 24-timersløbet på Daytona og kører 2021-sæsonen i IMSA-serien med PR1/Mathiasen Motorsports.

Der venter den danske LMP2-kører og tidligere BMW-fabrikskører Mikkel Jensen et nyt og spændende amerikansk eventyr, når han i 2021 stiller op i WeatherTech SportsCar Championship. Danskeren har indgået en aftale med PR1/Mathiasen Motorsports og skal dele teamets Oreca 07 #52 med den amerikanske racerkører og Daytona-vinder Ben Keating.


(Foto: PR1/Mathiasen Motorsports)

– Det har længe været min drøm at få en karriere op at køre i USA, især efter min LMP2-sejr i Petit Le Mans og podieplaceringen i 12-timersløbet på Sebring i efteråret. Der er noget helt specielt over den amerikanske motorsportskultur, og ikke mindst er racerbanerne vildt fede og underholdende og samtidig enormt konsekvente sammenlignet med andre steder i verden, lyder det fra fra Mikkel Jensen.

– Jeg er meget glad for, at det er lykkedes at få en aftale i stand med PR1/Mathiasen Motorsports, som har mere end 30 års erfaring og de seneste to sæsoner har vundet LMP2-mesterskabet i IMSA-serien. Samtidig glæder jeg mig til at teame op med Ben Keating, som er en rutineret sportsvognskører med flere store sejre bag sig – blandt andet to Daytona-triumfer.

Mikkel Jensen havde en udfordrende 2020-sæson i LMP2-klassen i European Le Mans Series, hvor han sammen med G-Drive Racing-teamet viste massiv fart, men missede flere oplagte sejre. Det lykkedes dog for det russiske hold at vinde sæsonfinalen, ligesom danskeren havde føringen i årets 24-timersløb på Le Mans, da teamet mødte tekniske problemer.


(Foto: PR1/Mathiasen Motorsports)

Mikkel Jensen fik imidlertid understreget, at han hører til blandt verdens bedste LMP2-kørere, da han i efteråret vandt det amerikanske Petit Le Mans på Road Atlanta i første hug – og sluttede på podiet i sit første 12-timersløb på Sebring fire uger senere. De flotte resultater i USA var medvirkede til, at Mikkel Jensen blev sat i kontakt med PR1/Mathiasen Motorsports, og første opgave bliver således at vinde 24-timersløbet på Daytona International Raceway til januar.

– Med 24-timersløbet på Daytona krydser jeg endnu et legendarisk løb af på min liste. Jeg glæder mig utroligt meget til at opleve den specielle ovalbane, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det bliver lige så hårdt og udfordrende, som man har hørt. Det er svært at forestille fornemmelsen af de massive, løftede kurver, så jeg ser frem til at komme i sædet og køre de første test.

På Daytona vil Mikkel Jensen foruden Ben Keating teame op med sin tidligere konkurrent fra European Le Mans Series, franske Nicolas Lapierre, samt det unge amerikanske talent, Scott Huffaker.


(Foto: PR1/Mathiasen Motorsports)

2021-udgaven af IMSA-mesterskabet består for Mikkel Jensens vedkommende af seks løb, herunder 24-timersløbet på Daytona den 30.-31. januar, 12-timersløbet på Sebring den 20. marts, sekstimersløbet på Watkins Glen til juni den 24.-27. juni og det 10 timer lange Petit Le Mans på Road Atlanta den 6.-9. oktober. Dertil kommer to kortere afdelinger på henholdsvis Road America og Laguna Seca. Forberedelserne til Daytona-premieren begynder traditionelt med testweekenden ‘Roar Before the Rolex 24’, som er sat til den 22.-24. januar.

Mikkel Jensen Racing

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Mikkel Jensen
  • PR1 Mathiasen Motorsports

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk