IMSA   01/02/21

Mikkel Jensen frustreret efter syvendeplads på Daytona
Det startede godt, men endte skidt for Mikkel Jensen og resten af PR1/Mathiasen Motorsports, som sluttede på en syvendeplads i weekendens 24-timersløb på Daytona.


(Foto: PR1/MATHIASEN MOTORSPORTS)

Mikkel Jensen, Ben Keating, Nicolas Lapierre og Scott Huffaker havde sat forventningerne i vejret til årets 24-timersløb på Daytona efter en stærk forberedelse, som takket være suveræn kørsel af Mikkel Jensen havde udløst en pole position til den amerikanske klassiker. Men firkløveret fra PR1/Mathiasen Motorsports endte til stor skuffelse på en syvendeplads efter et frustrerende løb, som startede suverænt, men blev afbrudt flere gange af tekniske problemer.


(Foto: PR1/MATHIASEN MOTORSPORTS)

– Det er virkelig svært at sætte ord på, hvor skuffede vi er. Vi var vanvittigt godt forberedte og kunne starte fra en pole, og alting gik fint de første timer at løbet, indtil problemerne nærmest væltede ind over os, lyder det fra Mikkel Jensen.


(Foto: PR1/MATHIASEN MOTORSPORTS)

Danskeren havde endnu ikke fået sit første stint, da teamet sent lørdag aften dansk tid blev nødsaget til at sende deres LMP2-racerbil i garagen for at løse et motorproblem, hvilket kostede otte dyre omgange. Det lykkedes dog for holdet at hente to omgange ind igen, men så opstod et nyt problem, denne gang med startermotoren, og herefter var teamet 25 omgange bagud – og de facto ude af kampen.


(Foto: PR1/MATHIASEN MOTORSPORTS)

Problemerne stoppede dog ikke her. Mikkel Jensen blev eksempelvis påkørt af en konkurrent, mens danskeren var på vej ud af pitlane, hvilket udløste en safetycar – mens koblingsproblemer også hæmmede kørerne i at vise deres reelle performance.


(Foto: PR1/MATHIASEN MOTORSPORTS)

– Det var frustrerende fordi, at vi faktisk havde en rigtig god fart. Keating startede løbet suverænt og forsvarede vores førerposition med sine hurtige omgange, og Lapierre satte LMP2-klassens hurtigste tid. Jeg selv var næsthurtigst, mens Huffaker satte løbets tredjehurtigste tid. Men alt dette kunne vi desværre bare ikke bruge til noget, når vi endte med at bruge halvanden time i garagen.


(Foto: PR1/MATHIASEN MOTORSPORTS)

Teamet valgte imidlertid at udfylde den krævede køretid for at sikre syvendepladsen samt de vigtigt point til Endurance Cup-mesterskabet, som foruden 24-timersløbet på Daytona også tæller 12-timersløbet på Sebring, sekstimersløbet på Watkins Glen og 10-timersløbet på Road Atlanta.


(Foto: PR1/MATHIASEN MOTORSPORTS)

– Men til trods for vores udfordringer, så var det uden tvivl en fantastisk oplevelse endelig at debutere på Daytona. Det var et superfedt ræs med masser af tætte kampe i de forskellige klasser, og jeg håber, at vores optræden i forberedelserne og kvalifikationen viste, at vi har noget at byde på. Vi tager den gode fart med til sæsonens næste løb på Sebring, og så skal vi naturligvis hjem og sikre, at vi ikke støder på de samme problemer igen.


(Foto: PR1/MATHIASEN MOTORSPORTS)

Næste IMSA-udfordring for Mikkel Jensen bliver 12-timersløbet på Sebring International Raceway i Florida den 20. marts, hvor danskeren stiller op sammen med sin faste makker, Ben Keating. På Sebring får Jensen og Keating igen selskab af Scott Huffaker, som også bliver tredjekører til de resterende afdelinger af Endurance Cup-mesterskabet.

Mikkel Jensen Racing

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Mikkel Jensen
  • Daytona
  • 31/01/21 - Daytona - IMSA

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport