Den unge racerkører fra Esbjerg har skrevet kontrakt med engelske Garage 59 og skal køre Aston Martin. I 2021 sæsonen bliver den 21-årige Nicolai Kjærgaard fra Esbjerg igen at se i en GT-3 racer. Efter seneste sæson, som bød på mangfoldige udfordringer, særligt p.g.a. pandemien, er der i år lagt op til deltagelse i mange flere løb. At finde det rette team og tilrettelægge det rette program har ladet vente på sig, men Nicolai er sikker på at det, der er planlagt, er perfekt i forhold til ambitionerne, om at blive fuldtidsprofessionel. Ventetiden har været lang, men den er blevet brugt til træning i simulator suppleret med masser af fysisk træning.
Aston Martin Vantage – flot, velkørende og med potent lyd.
Team-kammeraterne i det engelske Aston Martin-team er meget erfarne og teamet vandt da også flere trofæer i 2020-sæsonen. Derfor er der lagt op til godt racerløb og fornyet håb om top-resultater, når sæsonen skydes i gang midt i april på den italienske Monza-bane.
Skiftet til Garage 59 kommer efter en sæson hos Bentley Motorsport, som desværre måtte indstille motorsportsprogrammet p.g.a. den negative indflydelse som Covid-19 medførte. I den nye sæson vil Nicolai K. deltage i det fulde program, og der bliver således meget travlt helt frem til oktober, med løb i Holland, Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien, England og ikke mindst i Belgien, hvor det legendariske 24-timers løb køres på Spa-banen i juli måned.
Aston Martinen, i pit-lane på vej ud på banen i Sydfranske Paul Ricard, hvor der 25. og 26. marts blev testet forud for sæsonen.
Nicolai ser frem til sæsonen og vi har fanget ham på telefonen fra Frankrig, hvor han opholder sig i forbindelse med test-dage, som afvikles denne uge og næste uge på Paul Ricard og Magny-Cours banerne, og han udtaler:
’’Jeg ser rigtig meget frem til at arbejde sammen med Garage 59 og Aston Martin om at genskabe de gode resultater fra sidste sæson, og om muligt forbedre dem. Vi kommer til at kæmpe for at udfordre de andre teams og vinde silver-mesterskabet. Det er et mesterskab, hvor konkurrencen er uhyggelig hård, men vi har et godt Team og gode kørere. Mit mål om at skabe en karriere indenfor motorsport, er 100% intakt og det er bestemt stadig realistisk selv efter Covid-19 og med det nye program i år er ruten også lagt’’.
Jonas Kjærgaard
Læs mere om: Nicolai Kjærgaard |