DM Rally   18/04/21

Suzuki-duo sluttede i hælene på hinanden
Suzuki Motorsport havde to biler med ved Rally Himmerland, som lørdag indledte kampen om Danmarksmesterskabet i rally. På vejene omkring Hobro sluttede Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) og Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Fårvang) nærmest i hælene på hinanden som henholdsvis nummer otte og ni i generalklassementet.

”Vi kom hjem med det resultat, som vi ønskede,” siger Jacob Madsen. ”Inden løbet sagde jeg, at jeg ville være rigtig godt tilfreds, hvis vi kunne komme i mål i top 10.”

Det lykkedes dem at bringe deres Suzuki Swift i mål på en generel niendeplads og samtidig tage en sejr i klassen for de tunede biler op til 1.600 cm3.


Jacob Madsen og Line Nedergaard kørte sig i top 10 og tog en klassesejr.

”Niendepladsen i generalklassementet fik vi på bekostning af et andet hold, som kørte af på tredjesidste hastighedsprøve,” siger Jacob Madsen. ”Det gjorde, at vi rykkede en plads op, men det satte også en dæmper på den resterende del af løbet, så vi bare skulle igennem de to sidste prøver.”

”Jeg synes, at det har været et godt løb med nogle supergode prøver, og vi har kørt uden nogen som helst problemer med bilen. Der har været en lille smule bøvl med tiderne, men i sidste ende vil det ikke ændre noget for os, selv om det var lidt irriterende undervejs.”

En plads foran Jacob Madsen/Line Nedergaard i generalklassementet fandt man Kenneth Madsen/Mette Felthaus, der var blevet nummer otte.

”Det var ærgerligt, at vi kun blev nummer otte,” siger Kenneth Madsen, der stillede op i teamets firhjulstrækker, ”men vi løb hurtigt ind i nogle tekniske problemer, som vi ikke kunne løse.”


For Kenneth Madsen og Mette Felthaus gjaldt det om at gennemføre og få point på kontoen.

”Der var et problem med bilens mellemdifferentiale. De opstod allerede under den anden hastighedsprøve, men på vej til tredje hastighedsprøve virkede alt til at fungere, men på selve hastighedsprøven opstod problemet igen. Vi kom kørende i sjette gear, og da vi skulle bremse, bremsede bilen kun på baghjulene, som samtidig låste, så vi kørte 80-100 meter ud på en mark.”

Det lykkedes ikke at lokalisere fejlen og flere gange opstod der bremseproblemer, ligesom holdet atter måtte en tur ud på en mark.

”Mette og jeg blev hurtigt enige om, at det bare gjaldt om at komme sikkert i mål og ikke forsøge at køre efter en pokal,” siger Kenneth Madsen. ”Vi endte så som otter generelt – og otter i klassen – og det var naturligvis en ærgerlig sæsonstart, men det vigtigste var, at vi kom i mål og fik point med hjem – point, som vi kan få gavn af senere på sæsonen.”

Suzuki Motorsport


Læs mere om:
  • Suzuki Motorsport
  • Himmerland
  • 17/04/21 - Himmerland - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto