DM Rally   16/05/21

Ny Opel-sejr til Brian Madsen Sport i DM-rally
Brian Madsen Sport og Opel fik en ny sejr i årets anden afdeling af DM i rally, da Mikkel Njor gentog succesen fra DM-premieren. Og med tre biler, der gennem rallyet bejlede til podiet, kom teamet godt gennem det nye aftenrally på vejene ved Stoholm mellem Skive og Viborg.


Mikkel Njor og den nye Opel Corsa Rally4 har fået en fantastisk sæsonstart
(Foto: Jokum Tord Larsen)

I topklassen i dansk rally blev det til en femteplads for Christian Jensen og Freddy Pedersen i Citroën C3 Rally2. Løbet i Stoholm var med afvikling i mørke og et par prøver på grus en ganske ny størrelse for teamet, og det fik Christian Jensen ikke til at fungere hele vejen fra start til mål.

- Vi var ret udfordrede på den sidste halvdel af rallyet. Vi var egentligt godt med fra starten af og lå nummer tre, men prøve nummer tre og specielt prøve nummer syv fik vi bare aldrig til at virke. Derfor skal vi være tilfredse med en femteplads - bilen var fantastisk, og det var helt klart bag rattet den var gal her, konkluderer Christian Jensen.


SS7, rallyets syvende prøve, blev dyr for Christian Jensen, som ellers et godt stykke ad vejen bejlede til en ny tur på podiet
(Foto: Jokum Tord Larsen)

Ny sejr til Opel og Brian Madsen Sport i Rally4
I Rally4 har Mikkel Njor og den nye Opel Corsa Rally4 fået en fantastisk sæsonstart. Bilen blev klar i sidste øjeblik inden sæsonpremieren, som endte med en sejr - og den præstation fulgte Mikkel Njor op med endnu et topresultat lørdag aften på vejene omkring Stoholm.

- Det gik så godt som det kunne. Vi havde absolut ikke regnet med noget, for det her rally er så anderledes end premieren på DM var det. Men det gik godt - vi var godt kørende og Brian Madsen Sport leverer bare en helt fantastisk bil igen. Det er et hammerdygtigt hold, og jeg har aldrig nogensinde siddet i en bil, som går så godt som den her. Fed oplevelse!

Sæsonens anden klassesejr af to mulige kom i hus efter ni vellykkede prøver, hvor den nye Corsa igen viste masser af format i et rally, som med flere grusprøver og en del kørsel i aftenmørket stillede helt nye udfordringer, som Njor hidtil ikke har stiftet bekendtskab med.

- Gruset var nyt, men det gik virkelig fint med bilen. Man har en god tillid til den, og det giver fart. At tage en sejr mere i denne weekend har absolut givet endnu mere motivation til næste gang, så vi forhåbentlig kan gentage det igen.

Brian Madsen Sports anden bil i Rally4-klassen med Mathias Christiansen og Sabrina Murmann-Sørensen havde et nyt, stærkt løb og endte ud med at tage femtepladsen i det stærke felt for Rally4-racere. I DM er det i øvrigt lig med en tredjeplads, idet to tyske deltagere sluttede foran Peugeot 208 Rally4-bilen fra Brian Madsen Sport.


Mathias Christiansen viste igen god fart og tog en tredjeplads til DM-stillingen
(Foto: Jokum Tord Larsen)

Stolt teamchef
Samlet er det et resultat, som glæder teamejer Brian Madsen:

- Jeg er super, super stolt af det arbejde, som alle tre hold leverer fra os. Christian fandt ikke helt rytmen på prøverne til sidst, men han fik det bedste ud af det, siger han og fortsætter:

- I Rally4 leverede Mikkel Njor og Mathias Christiansen igen et kanon stykke arbejde. De fik disponeret sit løb virkelig godt og vandt på det. Mathias Christiansen og Sabrina Murmann Sørensen har ikke planer om helt at skulle op at matche Mikkel Njor endnu, men de gjorde en god figur og de tog en tredjeplads i DM-sammenhæng her. Det kan vi kun være tilfredse med. Samtidigt vil jeg gerne rette en stor tak til alle, der har sendt os en hilsen ovenpå den ulykke, som Kim og Line var ude for ved DM-premieren. Det betyder rigtig, rigtig meget for os!

Brian Madsen Sport


Læs mere om:
  • Brian Madsen
  • Christian Jensen
  • Freddy Pedersen
  • Karsten Isaksen
  • Mathias Christiansen
  • Mikkel Njor
  • Brian Madsen Sport
  • Viborg
  • 15/05/21 - Viborg - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport