TCR Denmark   07/06/21

Mekanikerne var spændt for på Ring Djursland
TCR DenmarkFor Madbull Racing var der mere action i pitten end på banen, da TCR Denmark afviklede første afdeling af årets mesterskab på racerbanen i de djurslandske bakker. Tekniske udfordringer og påkørsler satte mekanikerne i arbejde.

Med en nyere brugt motor monteret og bilen gennemgået fra A-Z havde forventningen ikke været, at der allerede i årets første tidtagning skulle være problemer med teamets Seat Léon Cupra. En defekt dyssebro betød dog, at der ikke var fuld power i motoren - og det gav udslag i resultatet, hvor Kim Lund Johansen sluttede som 16. hurtigst.

Mekanikerne fik hentet og monteret en ny dyssebro inden søndagens første løb, og det var en veloplagt racerkører, som kom godt fra start - lige indtil en bil holdt stille foran:

- Jeg fik en rigtig god start, men det næste som skete var, at der holdt en bil stille foran mig. Jeg trak til højre så godt, jeg kunne, men jeg ramte bagerste hjørne på hans bil og fik en lille flyvetur. Det ødelagde styretøjet og hjulophæng fuldstændigt, så der sluttede løbet egentlig for mig, fortæller Kim Lund, der endnu en gang kunne sætte mekanikerne på arbejde.


Mekanikerne havde noget at se til.
(Foto: Boxengasse)

Endnu en gang lykkedes det de hårdtarbejdende og lettere svedige mekanikere at få samlet bilen og gjort den køreklar, og fra bagerste startplacering kunne Kim Lund Johansen køre sig frem til 15. pladsen i feltet.

- Det var et ret fint heat, synes jeg. Der var god fart i bilen, og jeg fik kæmpet mig fremad i feltet. At starte bagerst er hårdt arbejde, men det er sjovt, for der skal kæmpes konstant, fortæller han.

I finaleheatet lavede Kim Lund Johansen endnu en stærk start og gik på den første omgang fra 17. til 12. pladsen, og her fortsatte han med at søge opad. Det gik lige indtil ellevte omgang, hvor en trækaksel knækkede og Kim Lund kunne trække tilbage til pitten for at holde tidlig fyraften.

- Det har været en lidt hård weekend, hvor vores mekanikere har kæmpet hårdere og længere end jeg har. Lige så taknemmelig jeg er for at de knokler for at vi kan komme på banen, er jeg træt af at vi røg ud på tekniske problemer. Der er lidt hjemmearbejde foran os inden vi kører på Jyllandsringen om en måned, for der skal vi tilbage for fuld skrue, lover Kim Lund Johansen.


Farten var der - men heldet udeblev.
(Foto: Boxengasse)

Løbskalender 2021

5-6. juni - Ring Djursland
3-4. juli - FDM Jyllandsringen
6-8. august - Copenhagen Historic Grand Prix
20-22. august - GP Danmark / FDM Jyllandsringen
17-19. september - Classic Race Aarhus
2-3. oktober - FDM Jyllandsringen
16-17. oktober - Padborg Park


Læs mere om:
  • Kim Lund Johansen
  • Madbull Racing
  • Ring Djursland
  • 06/06/21 - Ring Djursland - TCR Denmark

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport