Forløsningen kom aldrig, selvom Kevin Rossel viste masser af fart i den seneste afdeling af Super Trofeo.
Det var de berømte små marginaler, der spillede Kevin Rossel et puds, da han sammen med makkeren Jonathan Cecotto indtog den hollandske bane Zandvoort. Under lørdagens løb blev en mindre teknisk defekt afgørende, mens timingen på en safety car fik stor betydning i søndagens udgave.
(Foto: FotoSpeedy)
- Det er brandærgerligt, at vi kommer hjem med to placeringer som nummer 10 og fem, fordi vi viser så meget mere. Specielt lørdag lå vi i en fantastisk position, hvor det føltes som om, vi kunne køre sejren hjem med en hånd på ryggen, men vi kommer i pit få øjeblikke for sent i forhold til tidsrammen, fordi der er en radio, der svigter, og så får vi en tidsstraf.
(Foto: FotoSpeedy)
Søndag har jeg kørt os op som nummer fem, men her taber vi nogle pladser i pitten, fordi der kommer en safety car, og så kommer vi ud bag flere af de langsommere biler, som gør et angreb på toppen umuligt. Den er lige lidt tung at sluge, når nu vi synes, at farten var til det helt sjove, forklarer østjyske Kevin Rossel, der også kigger indad i forhold til de kommende afdelinger.
(Foto: FotoSpeedy)
- Vi kan stadig ændre meget i stillingen med en rigtig god weekend, men det kræver, at vi får luget ud i de her små fejl, og så vil det da heller ikke gøre noget, hvis heldet smilede lidt til os. Ni ud af ti gange vil vores taktik søndag være den rigtige, men vi kan ikke forudsige timingen på en safety car, og det er selvfølgelig også en del af ræs, selvom man får lyst til at sparke til alt muligt i situationen. Nu kostede det dyrebare point, og vi skal være hårde ved os selv i forhold til at minimere de her ting – også dem, som vi ikke synes, vi kan gøre noget ved i første omgang, fastslår Kevin Rossel, som til gengæld finder positive elementer i den måde, som bilen har været med fremme i en række løb.
(Foto: FotoSpeedy)
- Jeg satser på, at vi er ved at have sparet nogle førstepladser op, for vi har næsten hver gang været i spil til dem, og vi skal ud at flytte noget i den samlede stilling. Bilen er god, og vi kører begge to stærkt, så jeg tror stadig på, at der venter meget mere på os.
(Foto: FotoSpeedy)
Lars Guldager Dyhr
Læs mere om: Kevin RosselZandvoort20/06/21 - Zandvoort - Lamborghini Super Trofeo |