Er 2'er i DM-klassen, 3'er i DSR-opgøret og kører efter en topplacering i Sydjysk Rally 2021
Hyundai Rally Team Danmarks Simon Vallentin og Peter Egholm, Svinninge/Kirke Hyllinge, er klar til endnu en udfordring i kampen om det danske rallymesterskab 2021.
Simon Vallentin er klar til at tage udfordringen op på de hurtige sydvestjyske rallyprøver. (Foto: specialpress@gmail.com)
Det sker lørdag den 26. juni i det sydvestlige Jylland, når de sammen med det polske Team Kowax stiller til start i deres 4-hjulstrukne Hyundai i20 R5 i Sydjysk Rally, som har rallycentrum på Korskrobanen ved Esbjerg.
Rallyet er det fjerde i Dansk Super Rally 2021, og efter de tre forudgående DM-runder er Hyundai-holdet på en samlet tredjeplads i et felt, som tæller 66 pointtagere.
Simon Vallentin og Peter Egholm kører efter en topplacering i Sydjysk Rally 2021. (Foto: specialpress@gmail.com)
Rallyet er godt 200 kilometer langt og undervejs skal der køres 11 hastighedsprøver med en samlet længde på 83,5 kilometer og primært på asfaltveje. Tre af prøverne skal dog køres på Korskrobanens grusede rallycrossbane.
- Jeg forventer et tæt opgør på lørdagens prøver, der ser ud til at blive meget hurtige, så vi skal være på stikkerne lige fra starten. Jeg havde håbet på flere grusprøver, men desværre er Darum Enge-prøven ikke med i år. Den var ellers den bedste af alle, da vi sidst kørte Sydjysk Rally, siger Simon Vallentin.
Med en enkelt undtagelse kender han alle rallyprøverne i lørdagens pointopgør, som afvikles på tre rundbaner og to gennemgående strækninger.
Kowax-trioen til venstre og Simon Vallentin og Peter Egholm til højre er forberedt til ny DM-runde. (Foto: specialpress@gmail.com)
- Vi får ikke noget forærende, så vi skal være skarpe i forhold til konkurrenter som Kristian Poulsen, Christian Jensen, Kenneth Madsen og Martin Johansen. Men i de tre indledende rallyer har vi fået stadig mere fart i bilen i takt med bedre dækvalg og justeringer i affjedringen, så bilen passer til min kørestil. Sideløbende har Peter og jeg optimeret timingen i samarbejdet i bilen, så vi er på rette vej, tilføjer Simon Vallentin, der satser på en placering i Top 3 i den sydjyske DM-runde.
Efter de tre hidtidige rallyer er Hyundai-teamet på en samlet andenplads i DM-klassen og på tredjepladsen i Dansk Super Rally.
Simon Vallentin Motorsport og Hyundai Rally Team Danmark Morten Dam - autoMOTIV/specialpress Læs mere om: Simon VallentinKorskroenSydjylland26/06/21 - Korskroen - DM Rally - DM |