Danish Endurance Championship   28/06/21

Nyt territorie venter på STEP Motorsport
DEC - Danish Endurance ChampionshipDer bliver ikke ligget på den lade side i STEP Motorsports debutsæson i Danish Endurance Championship (DEC). Tredje løbsweekend på tre forskellige baner i løbet af bare seks uger venter forude. Denne gang er det FDM Jyllandsringen, som lægger asfalt til - og det er nyt for Silas Rytter:

- Jeg har aldrig kørt en omgang på banen, så det bliver lidt af en udfordring! Denne uge kommer til at gå med at se videoer på Youtube, kigge på kort over banen og få snakket med Morten (Dons, red.) om svingene, for han har vist været rundt på banen en del gange. Det bliver helt sikkert hårdt at skulle finde farten på så kort tid, men det tror jeg på kan lade sig gøre, fortæller Silas Rytter.


Silas Rytter er tilbage på udebane - men med humøret højt.

Den lille Ginetta G40 GT5-racer er skabt til at køre stærkt i sving, og med Jyllandsringens banelayout kan det blive en stor fordel for Silas Rytter, som på Padborg Park trodsede de pessimistiske odds og sikrede sin og teamets første podieplacering. Om der er flere pokaler på vej, tør han dog ikke spå om:

- Altså, hvis jeg ellers kan finde rundt på banen, så har vi jo på papiret bedre muligheder end på Padborg Park, fordi langsiderne er relativt korte. Jeg takker ikke nej til en pokal eller to, men mit fokus er mest på bare at få banen ind under huden først.

For teamchef Morten Dons er fokus primært på at sikre en konstant udvikling weekenden igennem. På en uprøvet bane og kun to kvalifikationssessioner til både at lære banen at kende og sætte en god omgangstid er der nemlig meget at se til for teamets unge kører:


Silas får trænet sine teknikker i weekendens løb.

- I denne weekend får Silas lejlighed til at øve sig på den kunst, det er, at komme hurtigt op i fart på en ukendt racerbane. Han vil fremover i sin karriere støde på muligheder, hvor han ikke kan træne banen inden et eventuelt løb, og her gælder det om lynhurtigt at kunne lære banen at kende og blive konkurrencedygtig. Det bliver også Silas' opgave i denne weekend, og jeg er overbevist om at han vil gøre det godt, siger Morten Dons.

Løbene vises live på Super GT Danmarks Youtube-kanal.

STEP Sports Management


Læs mere om:
  • Silas Rytter
  • STEP Sports Management
  • Jyllandsringen
  • 04/07/21 - Jyllandsringen - Danish Endurance Championship

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk