Special Saloon   05/07/21

Italienske hestekræfter dominerede SSC - LT Asfalt til Sommerløbet
Martin Vedel Mortensen og Michael Rosenkilde Nissen var urørlige i weekendens afdeling af SSC - LT Asfalt, der blev kørt på FDM Jyllandsringen. De to kørere fra Dream Concept Motorsport lagde beslag på de to første pladser i både tidtagning og samtlige tre løb.

De to Lamborghini Huracan Super Trofeo-racere førte an i et ellers Porsche-domineret felt, hvor Lars E. Pedersen var "best of the rest" i tidtagningen. Et resultat, han ikke nåede at følge op på, da et dramatisk første heat satte to af deltagerne ud af spillet - i øvrigt uafhængigt af hinanden.

På en fedtet bane måtte først Gunnar Lisby Kjær indtage rollen som passager i sin nye og spektakulære Ginetta LMP G58, da han røg udenfor det tørre spor og spandt af banen. Skaderne så umiddelbart ud til at være af kosmetisk karakter, men teamet valgte efterfølgende at trække bilen ud for resten af weekenden.

Én ulykke kommer sjældent alene, og næsten øjeblikkeligt efter Gunnar Lisby Kjærs afkørsel var løbet - og weekenden - slut for Lars E. Pedersen. Sjællænderen ramte formentlig noget af det grus, som var blevet smidt ud på banen af Ginettaen, og den lynhurtige Porsche røg durk i autoværnet med høj fart. Heldigvis slap Lars E. Pedersen med en forslået krop og nogle bøjede ribben.


Henrik Møller Sørensen kæmpede hårdt for at komme forbi Johnny Pedersen.
(Foto: Boxengasse)

Det første heat bød ellers på flere dueller i feltet, ikke mindst med Henrik Møller Sørensen, som i sin Mitjet-racer jagtede Johnny Pedersen gennem mange omgange. Til sidst lykkedes det vejlenseren at komme forbi, men kort tid efter spandt han og tabte placeringen igen.

I Klasse 3 ser Michael Bergmann ud til at have sat kursen mod toppen af mesterskabet. Med hurtigste omgang i tidtagningen, tre heatsejre og to hurtigste omgangstider var Porsche-køreren ét enkelt point fra at score maxpoint for weekenden. Johnny Pedersen havde dog så meget fart i sin Porsche i weekendens sidste heat, at han indkasserede det sidste point for løbets hurtigste omgangstid.


Dan Pedersen fik en god sæsonpremiere i sin BMW M3.
(Foto: Boxengasse)

Dan Pedersen kunne sætte punktum efter sin første løbsweekend i denne sæson med solide point til mesterskabet i Klasse 1, mens en anden debutant, Mickey Mikkelsen, især i søndagens finaleheat havde så meget fart i sin lille Toyota MR2 V6, at han tog pointet for hurtigste omgangstid.

Selvom sæsonen næsten lige er begyndt, kan kørerne i SSC - LT Asfalt nu se frem til halvanden måneds sommerpause før der er gensyn med FDM Jyllandsringen til det traditionsrige Grand Prix Danmark. Løbet køres den 20-22. august, så der er god tid til at finjustere og forberede bilerne til en af årets store motorsportsbegivenheder på dansk asfalt.

SSC - LT Asfalt


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 04/07/21 - Jyllandsringen - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk