Lukas Staub kæmpede sig gennem Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen, hvor han deltog i femte afdeling af 1600 Challenge-mesterskabet i sin Suzuki Swift.
(Foto: Boxengasse Media)
Det startede ellers fornuftigt med femtehurtigste omgangstid i tidtagningen, og i det første heat blev placeringen byttet til en fjerdeplads. I det andet heat lykkedes det Lukas efter tumult i første sving at lægge sig i front af feltet. Det holdt i flere omgange, indtil en forankørende bil fra en anden klasse bremsede hårdt foran den røde Suzuki midt på et lige stykke af banen.
- Det gik faktisk rigtig godt lige dér, og jeg følte at jeg havde fuld kontrol over løbet. Men så bremsede bilen foran mig uden at jeg havde en chance for at køre udenom, så det kostede både buler og tid, fortæller Lukas Staub, der fortsatte løbet i højt tempo.
- Det virkede ikke som om, bilen fejlede noget, så jeg gav gas og kørte videre, og undervejs satte jeg også et par helt skarpe omgangstider, men så begyndte bilen at køre underligt...
(Foto: Boxengasse Media)
For hvert sving blev bilen mere ustyrlig, og til sidst kørte koldingenseren i pit for ikke at risikere et uheld. Og til hans overraskelse var det mere alvorligt end som så:
- På et eller andet tidspunkt har jeg fået beskadiget bundkarret på bilen, og så var olien bare begyndt at løbe ud. Det er røget op på hjulene, hvilket forklarer at bilen kørte mærkeligt, fortæller Lukas Staub, som dog fik bilen klar til det sidste heat, hvor han kunne starte fra sidstepladsen. Og her blev der lavet overhalinger:
- Jeg var nummer 28 - bagerst af alle biler - da løbet startede, og jeg kørte mig helt op til 12. pladsen inden målstregen. Det gav en femteplads i klassen, så man må sige at jeg fik overhalet en masse, griner Lukas Staub, som fik en kedelig overraskelse efter løbets slutning:
- Bilen blev udtaget til kontrol, og der fik jeg at vide at bilen havde 1,2 hestekraft mere end reglementet tillader - og så var jeg diskvalificeret fra løbet, fortæller en frustreret Lukas Staub, der langt fra er enig i dommen:
- Der er åbenbart flere måder at læse reglementet på, for som vi i teamet har læst det, overholder vi vægt/effekt-forholdet. Det er noget, vi bliver nødt til at forholde os til, for det er jo tåbeligt at blive bortdømt på grund af 1 hestekraft - det giver reelt ingen forskel på banen, men regler er regler.
(Foto: Boxengasse Media)
Der er bare én uge til næstsidste afdeling af mesterskabet i 1600 Challenge, som køres til Night Race på Padborg Park.
Dankemi Racing Kim Gripping Læs mere om: Lukas StaubJyllandsringen22/08/21 - Jyllandsringen - 1600 Challenge |