I en intens weekend på Nürburgring viste Kevin Rossel fine takter, selvom han havde ønsket sig en anelse mere i Super Trofeo-afdelingen.
(Foto: FotoSpeedy)
- Jeg syntes egentligt, at vi havde fortjent podiepladsen, men det var overordnet set en god finale, hvor vi havde god pace, og hvor tingene fungerede godt. Jeg fik en masse ud af den her weekend, hvor det da også var en speciel oplevelse at være eneste kører i bilen, konstaterede Kevin Rossel, der i fraværet af teamkammerat Jonathan Cecotto fik masser af tid i det varme sæde.
(Foto: FotoSpeedy)
- Det er bare noget helt andet, når du er vant til at sidde der omkring 25 minutter ad gangen, og så er du der lige pludselig i nærmest halvanden time med det hele. Det stiller nogle andre krav, men det gik nu meget godt. Jeg vidste, at jeg havde den fysiske form til det, og så var det en god øvelse i at holde hovedet koldt så længe. Det gik i det hele taget meget godt, lød det med et smil fra Kevin Rossel, der snuppede en fjerdeplads i finalen, men det blev til en plads som nummer otte lørdag.
(Foto: FotoSpeedy)
- Jeg ville egentlig godt have gjort det lidt bedre i kvalifikationen til første løb, og der kunne jeg godt finde lidt tid, når jeg kigger på mig selv, men lørdagens løb blev lidt mere tricky på grund af teknikken. Efter mit pitstop var der en del vibrationer i bilen, og det gjorde det ekstremt svært i den sidste del af løbet. Det var faktisk bare ren overlevelse, så der er jeg egentlig pænt tilfreds med, at vi får holdt placeringen i feltet, fastslog Kevin Rossel, der også er ganske fortrøstningsfuld, inden sæsonen afsluttes på Misano-banen sidst i oktober.
(Foto: FotoSpeedy)
- Vi skal også stikke hovedet frem i den sidste afdeling, og vi får igen vist, at vi godt kan være med blandt de bedste. Det var ikke langt fra, og jeg troede egentlig på, at jeg kunne nå op til den forreste trio til sidst, fordi de også skulle kæmpe lidt om pladserne, men der kom ikke rigtigt så meget kamp om tingene, fordi vinderen havde så meget fart på. Ellers kunne vi godt havde taget kampen op med de to andre, og det må vi så gøre næste gang.
(Foto: FotoSpeedy)
Lars Guldager Dyhr
Læs mere om: Kevin RosselNürburgring05/09/21 - Nürburgring - Lamborghini Super Trofeo |