IMSA   13/09/21

Mikkel Jensen vinder på Laguna Seca
- På vej mod et IMSA-mesterskab
Mikkel Jensen sikrede sig sammen med Ben Keating og resten af holdet bag PR1/Mathiasen Motorsports en overlegen sejr på Laguna Seca og er nu godt på vej mod sit første amerikanske mesterskab.


(Foto: SIDELINE SPORTS PHOTOGRAPHY)

Den danske racerkører Mikkel Jensen, som i 2022 er at finde bag rattet i Peugeot Sports nye Hypercar i VM-serien, sikrede sig natten til mandag endnu en LMP2-sejr i IMSA WeatherTech SportsCar Championship. Danskeren kan således stille op til finalen i det amerikanske mesterskab med en solid føring og er dermed i god position til at vinde den prestigefyldte titel sammen med teamkammeraten, Ben Keating. Det er duoens tredje løbssejr i 2021.


(Foto: SIDELINE SPORTS PHOTOGRAPHY)

– Det hele udviklede sig til et fedt løb, som vi dominerede fra start til slut. Ben (Keating, red.) leverede en stærk pole position i kvalifikationen og kunne starte løbet forrest. Starten var lidt uheldig, og vi mistede to positioner, men Ben erobrede føringen igen, og da jeg overtog bilen, havde vi et forspring på mere end 20 sekunder. Vi havde et mindre problem med dæktrykket i mit første stint, men ramte helt plet i mit sidste stint, hvor jeg kunne oparbejde et forspring på næsten ét minut. Vi havde en fantastisk bil på en bane, som hverken jeg eller Ben tidligere har kørt på i en LMP2-racer, så kæmpe tak til hele holdet for en suveræn indsats. Det var stort at kunne levere en sejr til teamet på deres hjemmebane, lyder det fra Mikkel Jensen.


(Foto: SIDELINE SPORTS PHOTOGRAPHY)

– Det var også heldigt for os, at vores nærmeste konkurrenter sluttede på en tredjeplads, hvilket sender os videre til sæsonens sidste løb på Road Atlanta med et stort forspring. Vi er tæt på at tage et mesterskab, hvilket jo vil være helt fantastisk. Det har været en kæmpe oplevelse at deltage i den amerikanske sportsvognsserie, hvor jeg debuterede i LMP2 i 2020, og det vil være en kæmpe ære at vinde titlen, inden min rejse går videre til Peugeot Sport og VM-serien. Jeg ser virkelig frem til finalen!


(Foto: SIDELINE SPORTS PHOTOGRAPHY)

Næste opgave for Mikkel Jensen, Ben Keating og resten af PR1/Mathiasen Motorsports er dermed finalen i IMSA WeatherTech SportsCar Championship, det såkaldte Petit Le Mans, der afvikles som et 10-timersløb på Road Atlanta i Georgia fra den 11. til den 13. november.

Mikkel Jensen Racing

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Mikkel Jensen
  • Laguna Seca
  • 12/09/21 - Laguna Seca - IMSA

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk