Det startede suverænt, men sluttede katastrofalt for Jan Magnussen, som efter en sejr måtte udgå fra weekendens TCR-finale i Aarhus efter en dramatisk løbsstart. (Foto: Jan Magnussen Racing/Morten Andersen)
Jan Magnussen og resten af LM Racing havde forberedt sig godt til femte afdeling af TCR Denmark, som den forgangne weekend blev afviklet i forbindelse med Classic Race Aarhus på bybanen omkring Mindeparken. Forberedelserne gav pote i weekendens første heat lørdag, hvor Magnussen kørte en suveræn sejr hjem fra en pole position, hvorefter han i weekendens andet søndag kørte sin CUPRA Leon Competición op fra en sjette- til en fjerdeplads.
(Foto: Jan Magnussen Racing/Morten Andersen)
De to stærke resultater placerede Jan Magnussen på endnu en pole position i finaleløbet søndag eftermiddag, hvor tingene på få sekunder imidlertid blev vendt helt på hovedet. En dårlig start og et sammenstød skabte nemlig en kædereaktion forrest i feltet, hvilket sendte både Jan Magnussen og senere også teamkammeraten, Nicolai Sylvest, ud af løbet, før det overhovedet kom i gang.
(Foto: Jan Magnussen Racing/Morten Andersen)
– Det var nok en af de mest katastrofale start på et dansk racerløb nogensinde. Det gik ret hurtigt, det hele. Jeg fik en dårlig start, da lamperne slukkede, og konkurrenten bag mig udnyttede situationen ved at dykke ind i hullet mellem mig og bilen, som startede på andenpladsen. Vi fik alle tre kontakt, og jeg blev sendt i betonvæggen på en måde, så bilen lettede, og derfra var jeg egentlig bare passager, lyder det fra Jan Magnussen.
(Foto: Jan Magnussen Racing/Morten Andersen)
Sammenstødet kom også til at involvere en række andre biler, og løbet blev flaget rødt og senere genoptaget med fornyet start. Jan Magnussens teamkammerat hos LM Racing, Nicolai Sylvest, så egentlig ud til at have sluppet for skader, men måtte efter en formationsomgang fortrække til pitlane med et ødelagt forhjulsophæng.
(Foto: Jan Magnussen Racing/Morten Andersen)
– Det var flere uheldige ting, som faldt sammen lige dér. Bybaner er fantastiske, men i situationer, hvor der ikke er plads til bilerne indenfor betonklodserne, er de nådesløse. Sådan er betingelserne. Det havde været fantastisk at slutte weekenden af med den sejr, som alle folk hos LM Racing havde fortjent, især efter at have knoklet for at få bilen klar efter vores ulykke i København i sidste måned. I stedet må vi tage hjem med to ødelagte racerbiler uden finalepoint. Det er enormt ærgerligt. Nu skal vi have et overblik over skaderne, og så er der ikke andet at gøre, end at kigge fremad.
(Foto: Jan Magnussen Racing/Morten Andersen)
Næste opgave for Jan Magnussen, Nicolai Sylvest og resten af LM Racing er sjette afdeling af TCR Denmark, som afvikles på FDM Jyllandsringen allerede om to uger, den 2. og 3. oktober.
(Foto: Jan Magnussen Racing/Morten Andersen)
Jan Magnussen Racing
Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Jan MagnussenNicolai SylvestLM RacingMindeparken (Gadeløb)19/09/21 - Mindeparken (Gadeløb) - TCR Denmark |