DM Rally   12/04/22

Rally Team Mejer hjem med sejr i årets første afdeling af Danmarksmesterskabet i rally
Lørdag den 9. april blev første afdeling i kampen om Danmarksmesterskabet i rally kørt i omegnen af Slagelse. Det var Slagelse Auto Sport der stod som arrangør at det 237 km lange rally, hvoraf 108 km var hastighedsprøver på afspærrede offentlige veje.

Efter et par sæsoner, præget af Covid19 aflysninger og restriktioner for publikum, var der nu atter fyldt op med publikum langs hastighedsprøverne, og den gode stemning der normalt er omkring DM-rally, var endelig tilbage i fuldt flor.

Efter vinterens klargøring af bilerne, var stemningen ved starten, næsten som når køerne lukkes på græs første gang efter en lang vinter i stalden. Hektisk aktivitet hos de enkelte teams, masser af tilskuere og følgere samt flot, men køligt vejr med en kraftig blæst ind fra Storebæltsiden.


Kurt Mejer og Steen Bøgelund kørte den hurtige Volvo 242 til sejr i DM1 2022
(Foto: rallypics.dk / Viggo Johansen)

Kurt Mejer og Steen Bøgelund var, som det øvrige felt, opsat på at gøre en god figur ved at køre en topplacering hjem til Horsens. På de første hastighedsprøver om formiddagen var de hårdt presset af de lokale deltagere, Michael Lund og Johnny Drost Larsen, i en flot restaureret Audi Quattro. Presset lettede og noget, da Audien på den 6. hastighedsprøve af 10 kom sidelæns ud i en blød mark, og måtte engang rundt på taget, og efterfølgende lagde sig fint til rette på den ene side. Efter at publikum havde fået den skubbet om på alle fire hjul igen, kunne de uskadte fortsætte løbet, som de sluttede på sidstepladsen i klassen, men dog med point til mesterskabet.

Uheldet for Audi-kørerne banede vejen for Kurt Mejer og Steen Bøgelund, som kunne køre maksimumpoint ind på kontoen i årets første afdeling om Danmarksmesterskabet, og slutte dagen af med at fejre resultatet øverst på podiet som klassen nr.1. Placeringen i løbet betyder tillige, at Kurt Mejer og Steen Bøgelund kom øverst på podiet i denne cup, og nu også fører dette mesterskab.


Det var med de brede smil, at Kurt Mejer og Steen Bøgelund kom i mål efter afviklingen af 1. DM-afdeling i rally
(Foto: rallypics.dk / Viggo Johansen)

Næste deltagelse for Rally Team Mejer er i 2. afdeling om Danmarksmesterskabet, som køres på Fyn lørdag den 30. april, med rallycentrum i Assens.

Rally Team Mejer

rallypics.dk
Viggo Johansen


Læs mere om:
  • Kurt Mejer
  • Slagelse
  • 09/04/22 - Slagelse - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk