FIA WEC   08/05/22

Dansk VM-sejr i Belgien: Nicklas Nielsen triumferede på Spa-Francorchamps
World Endurance ChampionshipNicklas Nielsen, Alessio Rovera og Francois Perrodo kæmpede sig gennem et dramatisk VM-løb på Spa-Francorchamps og sikrede sig årets anden sejr i FIA World Endurance Championship.


(Foto: AF Corse)

Massive vejrskift, en del safetycars og flere røde flag prægede anden afdeling af verdensmesterskabet for sportsvogne, som blev afviklet på belgiske Spa-Francorchamps lørdag. Det seks timer lange VM-løb bød på præcis den dramatik, som den belgiske Formel 1-bane er kendt for at levere. Ikke desto mindre lykkedes det for Nicklas Nielsen, Alessio Rovera og Francois Perrodo at køre årets anden klassesejr hjem – og bevare føringen i mesterskabet.


(Foto: AF Corse)


(Foto: AF Corse)

Trioen fra AF Corse – som i år er skiftet fra GTE Am-klassen til LMP2 – var igen flyvende i det benhårde felt af prototyper. Og trods Nielsen, Rovera og Perrodo kæmper i LMP2-klassens Pro/Am-kategori, lykkedes det igen at vinde den generelle LMP2-pole i fredagens kvalifikation. Teamet kom da også godt fra start i løbet, som blev skudt i gang lørdag klokken 13.00. Men en tre minutters straf for ikke at overholde safetycar-procedure var medvirkende til, at AF Corse-bilen måtte nøjes med en niendeplads i det generelle LMP2-felt.


(Foto: AF Corse)


(Foto: AF Corse)

– Det var et vildt, vildt ræs. Rigtig mange sammenstød, safetycars, røde flag og et skiftende vejr, som både bød på sol og monsunregn. Klassisk Spa-Francorchamps, med andre ord. Generelt er vi superglade for resultatet, som jo er helt i tråd med vores ambitioner om at sikre Pro/Am-mesterskabet. Men vi vil også gerne være med til at kæmpe om topresultater i den generelle LMP2-klasse, og dét lykkedes ikke i dag. Den tre-minutters straf gjorde ondt. Uden dén vil jeg tro, at vi kunne havde sluttet i top-fem, og det er dér, vi gerne vil være. Men igen, en sejr i vores kategori er et rigtig godt resultat, og vi udbygger vores føring i mesterskabet. Kæmpe indsats af hele teamet, lyder det fra Nicklas Nielsen.


(Foto: AF Corse)


(Foto: AF Corse)

Næste opgave for Nicklas Nielsen og resten af holdet bag AF Corse #83 finder sted allerede den kommende uge, 13.-15. maj, hvor anden afdeling af European Le Mans Series afvikles på italienske Imola.


(Foto: AF Corse)

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Nicklas Nielsen
  • Spa-Francorchamps
  • 07/05/22 - Spa-Francorchamps - FIA WEC - FIA VM

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk