TCR Denmark   29/06/22

Kim Lund fik en god start på Jyllandsringen
TCR DenmarkDet startede helt fantastisk ved Sommerløbet på FDM Jyllandsringen, men påkørsler kostede det helt store resultat for Kloster-Hede Madbull Racing.
For første gang lykkedes det nemlig Kim Lund Johansen at køre sig frem blandt de ti bedste i den første kvalifikation, og dermed gik han videre til Q2, hvor de ti hurtigste kørere konkurrerer om rækkefølgen til weekendens første løb.

- Det var helt perfekt. Vi havde ekstra nye dæk fordi vi måtte springe over løbet på Ring Djursland, så vi besluttede os for at satse på en god kvalifikation. Det lykkedes, og det var svært at få armene ned over at både bil og kører sagtens kan levere varen, når bare vi kører på nogenlunde friske dæk, siger Kim Lund, som dermed kunne starte første løb som næsthurtigste mand i Trofeo-mesterskabet.

Successen fortsatte i heatet, hvor Kim Lund kunne bevare status quo og hente vigtige point til mesterskabet. Men så var det også slut med fejringerne:

- Jeg har ikke fået øvet mig nok i at lave starter med det her launch control-system, så bilen rykkede sig inden de røde lamper var slukket og løbet givet frit. Og for at gøre det endnu værre gik bilen ud - så inden jeg var i gang igen var hele feltet næsten smuttet forbi ... og så fik jeg en straf for tyvstart oveni, lyder det fra en irriteret Kim Lund, som på trods af god fart i bilen ikke havde held til at køre sig længere frem end 16. pladsen.


Der blev kørt tæt på Jyllandsringen

Finaleheatet begyndte for Voel-køreren på våd asfalt efter en massiv regnbyge ramte Jyllandsringen i pausen mellem de to løb. Fra 12. startplacering var der mulighed for at køre sig frem i feltet, men skæbnen ville det anderledes:

- Der var en del tumult i finalen, og på et tidspunkt bliver jeg ramt på højre side, så styretøjet blev slået skævt. Resten af løbet kunne bilen stort set ikke dreje til venstre, og det er lidt et problem på Jyllandsringen - så der fik vi heller ikke rigtigt vist flaget, siger Kim Lund, som går glad hjem fra Jyllandsringen trods knubs og manglende point til mesterskabet:

- Vi har bevist at bilen - og for den sags skyld også chaufføren - godt kan køre stærkt. Jeg lavede en dum tyvstart og var uheldig at blive ramt, men farten kan de ikke tage fra os, fortæller Kim Lund.

Nu er der sommerferie i TCR Denmark, og mens der ventes på at sæsonen starter igen, kan det store strygejern med fordel komme i brug på teamets Honda Civic Type-R TCR:

- Den har fået en lidt hård medfart i weekenden, så vi kommer til at gå den grundigt igennem for at sikre at den er kampklar når sæsonen starter igen, siger Kim Lund.

Se eller gense weekendens løb på Youtube

Kloster-Hede Madbull Racing


Læs mere om:
  • Kim Lund Johansen
  • Madbull Racing
  • Jyllandsringen
  • 26/06/22 - Jyllandsringen - TCR Denmark

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport