DM Rally   29/06/22

Nyt Danmarksmesterskab kom bag på Ib Kragh
Lørdag blev Ib Kragh og Ditte Kammersgaard Danmarksmestre igen. Mens Ditte Kammersgaard tog sin DM-titel nummer tre, var det ottende gang, at Ib Kragh kunne kalde sig Danmarksmester. I forbindelse med DM-ugen blev tredje runde af Dansk Super Rally kørt, men også et rallyshow på Flyvestation Aalborg, hvor der for første gang blev kæmpet om en DM-titel.

”Ditte og jeg havde godt nok ikke regnet med at blive Danmarksmestre, men det var fedt, at det lykkedes,” siger Ib Kragh.

”Det var skønt at tage den første DM-titel i rallyshow – altså i sprintdisciplinen. Motorsport Nordjylland havde i første omgang sagt ja til at arrangere et rallyshow i forbindelse med DM-Ugen, som Danmarks Idrætsforbund har stået bag. Siden blev et DM-rally koblet på, og her blev Ditte og jeg nummer to generelt.”

Au2parts Rally Himmerland foregik over ti hastighedsprøver. De fire første foregik syd for Aalborg, mens de seks sidste fandt sted på Flyvestation Aalborg. Og var alene tællende til DM i rallyshow.


Ib Kragh og Ditte Kammersgaard fik en flot debut med den nye bil.
(Foto: Jokum Tord Larsen)

”Disse hastighedsprøver var meget hårde ved dækkene,” siger Ib Kragh. ”Vi skulle bl.a. køre over et jordstykke, der var forbundet med jernplader. Første gang, vi kørte, mærkede vi ikke noget, men da vi kom anden gang, var der opstået et hul, som vi nærmest fik et afsæt på til det hop, som var opstået.”

Efter seks hastighedsprøver vandt Ib Kragh og Ditte Kammersgaard DM i rallyshow med bare to sekunder. De seks hastighedsprøver i rallyshow indgik også i selve Au2parts Rally Himmerland, hvor holdet sluttede på en generel andenplads.

”Rallyprøverne udenfor Flyvestation Aalborg var vigtige for mig, for det var her, at jeg kunne få en masse føling med bilen og finde ud af, hvad jeg kunne presse den til,” siger Ib Kragh.

”Fra morgenstunden, hvor vi kørte fire landevejsprøver, var bilen ikke, som jeg gerne ville have haft den. Men vi valgte også dæk, som var for bløde, og det kostede en masse tid. Vi fik det rettet ved servicepausen, hvor vi samtidig fik justeret støddæmpere ind.”

Ib Kragh er dog glad for debuten med sin nye rallybil. En DM-titel og en andenplads i Au2parts Rally Himmerland glæder ham.

”Det har været en fantastisk debut med Hyundaien, men det er bare begyndelsen på vores rejse,” siger han. ”Der er masser at arbejde på med den bil, indtil vi får den til at være helt perfekt.”

Næste afdeling af Dansk Super Rally er Sydhavsrallyet med base på Falster. Men inden da skal Ib Kragh, Ditte Kammersgaard og Hyundaien i aktion igen.

”Lørdag den 13. august skal vi køre Juelsminde Sprint,” siger Ib Kragh, ”og nu hvor vores rallydebut med den nye bil er overstået med succes, vil jeg kaste mig over forberedelserne til det løb.” Ib Kragh

IK Rally Racing


Læs mere om:
  • Ditte Kammersgaard
  • Ib Kragh
  • IK Motorsport
  • Himmerland
  • 25/06/22 - Himmerland - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk