FIA WEC   11/07/22

Mikkel Jensen efter VM-debut for Peugeot: Vi fik sikret en masse vigtig viden
World Endurance ChampionshipTekniske udfordringer forhindrede Mikkel Jensen, Jean Éric Vergne og Paul Di Resta i at gennemføre VM-løbet på Monza, men premieren for den nye Peugeot 9X8 Hypercar sikrede det franske fabriksteam solide mængder vigtige data.


(Foto: Team Peugeot TotalEnergies)

Mikkel Jensen blev søndag den første dansker til at konkurrere i Hypercar-klassen i FIA World Endurance Championship, da han tog det grønne flag i den nye Peugeot 9X8 til fjerde afdeling af VM-serien på Monza.


(Foto: Team Peugeot TotalEnergies)

Danskeren måtte starte allerbagest i det 36 biler store felt, da han under lørdagens kvalifikation missede at sætte en omgangstid grundet tekniske udfordringer med den nye racerbil. Det dansk-fransk-britiske trekløver havde ellers vist gode takter under forberedelserne, og Jensen skulle da også kun bruge seks omgange på at komme forbi GT- og LMP2-bilerne og fange det hurtige Hypercar-felt.


(Foto: Team Peugeot TotalEnergies)

Herefter var det desværre slut for danskeren, som pludselig mistede power og måtte standse midt på banen, hvilket iværksatte en Full Course Yellow. Mikkel Jensen formåede dog at få startet bilen og rullet den retur til pitlane, hvor mekanikerne fra Team Peugeot TotalEnergies kastede sig over teknikken. Efter noget tid lykkedes det for det franske hold at få bilen på banen igen, nu med Paul Di Resta bag rattet, men vedvarende problemer betød, at bilen i sidste ende blev trukket ud af løbet.


(Foto: Team Peugeot TotalEnergies)

– Naturligvis en ærgerlig afslutning på en premiere, hvor man ikke kan undgå at sætte forventningerne i vejret. Men som vi hele tiden har kommunikeret, så var Monza først og fremmest et testløb med fokus på at sikre den viden, vi ikke kan få i en simulator eller en almindelig testsession. Set i dét lys har vi lært utroligt meget, både om bilen og om hele setuppet generelt. Vi havde nogle rigtig gode træningssessions, og vores fart har generelt været god. Mens vi holdt i garagen, så gennemførte vores søsterbil ræset og sikrede en masse vigtige løbsdata til programmet. Jo mere ræs, vi kører, jo mere lærer vi, og det var derfor, vi kom til Monza. Det er en del af en lang rejse, og nu ser vi frem til løbet på Fuji til efteråret, lyder det fra Mikkel Jensen.


(Foto: Team Peugeot TotalEnergies)

Femte afdeling af FIA World Endurance Championship afvikles på japanske Fuji den 9.-11. september. Inden da stiller Mikkel Jensen op til fjerde afdeling af European Le Mans Series med Car Guy Kessel Racing Team i Barcelona den 26.-28. august.


(Foto: Team Peugeot TotalEnergies)


(Foto: Team Peugeot TotalEnergies)

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Mikkel Jensen
  • Monza
  • 10/07/22 - Monza - FIA WEC - FIA VM

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto