DM Rally   28/09/22

Glad Sport går efter guldet
Glad Sport har haft en fantastisk debutsæson, og når årets næstsidste afdeling af Dansk Super Rally – det nordtyske Cimbern Rallye – køres i weekenden, har teamet mulighed for at sikre sig to ud af tre mulige sæt guldmedaljer.

Da Glad Sport hen over vinteren 2021/2022 blev etableret, havde man ikke troet, at det nye team ville få den drømmestart, det har opnået i dansk rallysport. Efter fire afdelinger af Dansk Super Rally fører Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) ikke blot DM-kampen i Rally2-klassen, men også Dansk Super Rally generelt, mens Jacob Madsen/Line Nedergaard (Ruds Vedby/Fårvang) er på titelkurs i Rally4-klassen.

”Vi har haft en fantastisk sæsonstart, og det er gået over al forventning,” siger teamchef Palle Larsen. ”Vores to mandskaber har gjort det fantastisk ude på hastighedsprøverne, men vores servicemandskab har også været i topklasse. De har skabt grundlaget for resultaterne med god forberedelse op til løbene hjemme på værkstedet, og de har været gode til at tage hurtige og resolutte beslutninger, hvis der opstod problemer under et løb.”


”Det plejer at være et løb, hvor man som andenkører får noget at lave,” siger Mette Felthaus.
(Foto: Jokum Tord Larsen)

I weekenden venter Cimbern Rallye – årets næstsidste afdeling af Dansk Super Rally – som køres fredag og lørdag med Süderbrarup 30 km syd for den dansk/tyske grænse som centrum. Her har begge Glad Sports mandskaber mulighed for at sikre sig DM-guld i deres respektive klasser.

”Hvis vi gennemfører løbet og holder Marco Gersager og Ib Kragh bag os, kan vi blive mestre i Rally2-klassen. Vi skal køre for at vinde, men vi skal også i mål, hvis det skal lykkes, så vi skal også tænke os om. Men det vil være fedt, hvis vi kan vinde med fuld plade og også tage sejren i årets to sidste løb,” siger Mette Felthaus. Hun glæder sig til Cimbern Rallye.

”Det plejer at være et løb, hvor man som andenkører får noget at lave. Om lørdagen kommer der længde på med prøver omkring de 20 km, og så bliver man som andenkører udfordret.”


Line Nedergaard vender tilbage til co-driver-sædet: ”Vi skal bare klø på.”
(Foto: Jokum Tord Larsen)

”Jeg tror, at det bliver et fedt løb, også fordi det bliver kørt i mørke. Det glæder jeg mig til,” siger Kenneth Madsen. Chaufføren i den hurtige Peugeot 208 T16 R5 har kikket på vejrudsigten.

”Med det vejr, de lover, kan det være nemt at begå en fejl, så vi bliver også udfordret. Selv om vi godt kan lide denne type vejr, er risikoen for, at man laver noget galt, større. Jeg håber, at vi får en god weekend, men vi skal selvfølgelig tænke os om. Selv om vi er foran, er det vigtigt, at vi får bilen i mål.”

I teamet anden bil – Peugeot 208 Rally4-raceren – er Line Nedergaard efter tre måneders fravær tilbage i co-driver-sædet.

”Det har været grænseoverskridende bare at kikke på de sidste par gange, hvor Jacob har kørt, så jeg glæder mig til at komme i bilen igen,” siger co-driveren, som har stået på sidelinjen efter et piskesmæld, som hun pådrog sig under Rally Himmerland tilbage i juni. ”Jeg er spændt på, hvordan det kommer til at gå. Det er lige på og hårdt med et løb i Tyskland over to dage, men vi skal bare klø på og tage det, som det kommer.”


Glad Sports mekanikerteam har sørget for at holde de to Peugeoter kørende
(Foto: Glad Sport)

”Jeg glæder mig til et todagesrally. Det er ikke så tit, at det sker, og så skal vi også køre i mørke. Det bliver ret spændende. Det bliver godt at prøve noget andet end de danske prøver, men også at prøve at se, hvordan vi ligger i forhold til de tyske deltagere.”

”Christian Riedemann plejer at ligge i toppen i en Rally2-bil, men han starter denne gang i Rally4-klassen ligesom os. Det bliver meget sjovt at se, hvordan vi ligger i forhold til ham,” siger Jacob Madsen.

”Jeg har ikke de bedste minder fra løbet, hvor jeg i 2017 kørte galt, men det er de to sjoveste løb, som nu er tilbage i sæsonen. Men også de to længste, så der er masser af gode kilometer hastighedsprøver. Vi har fået et rimeligt komfortabelt forspring og skal ikke have ret mange point for at sikre Rally4-mesterskabet før tid. Men jeg indrømmer, at jeg ikke er særlig god til at køre taktisk.”

”Der kommer en masse tyskere, og det er nok smartere at tænke på mesterskabet end at fokusere på at slå dem. Jeg kan forestille mig, at Oliver Saust er rimelig tændt, for han lavede et godt resultat dernede sidste år.”

Ved 17-tiden fredag eftermiddag bliver de i alt 85 mandskaber sendt ud på den første af fire hastighedsprøver i Cimbern Rally. Godt fire timer senere forventes de første mandskaber at være klar til nattepausen. Ved 10.30-tiden lørdag genoptages løbet, og efter yderligere seks hastighedsprøver forventes vinderen af kunne blive kåret omkring 16.45.

Glad Sport


Læs mere om:
  • Jacob Madsen
  • Kenneth Madsen
  • Line Nedergaard
  • Mette Felthaus
  • Glad Sport
  • Tyskland
  • 30/09/22 - Tyskland - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk