Det bliver afgørelsens time, hvor hvert point tæller, når starten på Suvo DM-Finalen går søndag på FDM Jyllandsringen. Nu skal det afgøres, hvem der vinder TCR Denmark, når toppen af dansk motorsport søndag mødes på FDM Jyllandsringen.
Kan Kasper H. Jensen score et hattrick? Fortsætter Nicolai Sylvest sin successtime? Eller snyder tyske Mike Halder dem alle? Det er de tre store spørgsmål, som venter inden Suvo DM-Finalen på FDM Jyllandsringen søndag den 9. oktober.
Hovedbegivenheden bliver finalen i TCR Denmark. Det er klassen, hvor du kan opleve tæt og intenst race med en række af de standardvogne, du kender fra gadebilledet. Det er Honda Civic, Alfa Romeo Giulietta, Audi RS3, Cupra Leon og Peugeot 308. Men på racerbanen er alle peppet voldsomt op.
Suvo DM-Finalen bliver en intens dag på FDM Jyllandsringen. Hele tre gange i løbet af søndagen skal kørerne i TCR Denmark på asfalten for at kæmpe om sejre og mesterskabspoint, og ind i mellem dramatikken har man som tilskuer selv mulighed for at komme på banen, hvor man under gridshowet kan komme tæt på racerbilerne og få en autograf af kørerne.
Kasper H. Jensen ankommer til FDM Jyllandsringen som favorit til at vinde TCR Denmark- titlen. Men konkurrencen i klassen er så tæt, at der ikke er plads til hverken fejltagelser eller tekniske problemer, sådan som det overgik ham ved sidste TCR-løb på banen. For forfølgerne står på spring. Tyske Mike Halder – der før denne sæson var totalt ukendt herhjemme – har nemlig vist sig som absolut bedste mand på FDM Jyllandsringen, hvor han har vundet fire af de seks TCR-løb, som i år er kørt på banen. Og så er der den tidligere VM- kører Nicolai Sylvest, som har fundet god fart i sin nye Cupra TCR.
Fakta
• TCR står for Touring Car Racing. Klassen blev lanceret internationalt i 2014 og kom til Danmark i 2020.
• Bilerne i TCR har tohjulstræk og en turboladet motor på op til 2-liter, som yder 350 hk.
• FDM Jyllandsringen er med sine 2.300 meter Danmarks længste racerbane.
• Suvo DM-Finalen afslutter den 56. motorsportssæson på FDM Jyllandsringen.
Et besøg på FDM Jyllandsringen er ikke kun for de voksne. Der er sørget for, at der også er hyggelige aktiviteter og oplevelser for børn og barnlige sjæle.
Hele weekenden vil det være muligt at prøve at køre race i racingsimulatorer. Der vil også være en række aktiviteter fra Outdoorfirmaet TeamNord. Børneulykkesfondens trafiklegeplads vil også være til stede på tilskuerlangsiden, hvor børnene kan lege, samtidig med at de lærer om de forskellige skilte i trafikken.
Søndag afholdes det populære gridshow, hvor alle tilskuere får muligheden for at få en autograf af sin yndlingskører eller tage et billede helt tæt på yndlingsbilen. FDM Læs mere om: Jyllandsringen09/10/22 - Jyllandsringen - 1600 Challenge09/10/22 - Jyllandsringen - DS3 Cup09/10/22 - Jyllandsringen - Formel 4 DK09/10/22 - Jyllandsringen - Formel 509/10/22 - Jyllandsringen - MC historisk09/10/22 - Jyllandsringen - Road Racing09/10/22 - Jyllandsringen - Seven Racing09/10/22 - Jyllandsringen - Special Saloon09/10/22 - Jyllandsringen - SuperCup09/10/22 - Jyllandsringen - TCR Denmark |