Søndag eftermiddag sikrede Julius Dinesen Danmarksmesterskabet i Formel 4 og gav dermed STEP Motorsport teamets første danske mesterskab. Victor T. Nielsen slutter på andenpladsen i Rookie-mesterskabet.
(Foto: STEP)
Med bare tyve points forspring i mesterskabet var der ingen tvivl om at finaleweekenden ville blive en udfordring for STEP Motorsport og Julius Dinesen. En stærkt kørende konkurrent har gennem efterårssæsonen nærmet sig førstepladsen i mesterskabet, så der var udsigt til en weekend med pres på Julius' skuldre. Samtidig kunne Victor T. Nielsen med et godt resultat gøre sig forhåbninger om at tage tredjepladsen i mesterskabet.
Lørdagens tidtagning blev kørt på våd asfalt, og Julius var næsthurtigst mens Victors bedste tid rakte til en femteplads. Dermed var der lagt op til den mesterskabskamp, som mange gik og håbede på.
En kanonstart i første heat sendte Julius i føring, men det holdt kun få omgange før sidste års mester kørte forbi. I stedet for at satse stort på en god placering valgte Julius klogt at stække våben og sikre vigtige point til mesterskabet. Med en tredjeplads var der vigtige point på kontoen.
Andet heat bød som altid på en hektisk start, da de syv forreste placeringer fra første heat blev vendt om til starten af heatet. Her var Victor T. Nielsen pludselig i fokus, da han lagde sig i front af feltet og i en del omgange kontrollerede føringen. Han måtte dog overgive sig og tage til takke med en flot andenplads, mens han tog vigtige point fra Dinesens mesterskabsrival. Dinesen selv kæmpede sig gennem heatet på brugte dæk, mens størstedelen af feltet var ude på nyt gummi, og sluttede på syvendepladsen.
(Foto: STEP)
I timerne mellem andet og tredje heat var stemningen intens og fokuseret i STEP Motorsport-teltet. Bilerne blev set grundigt efter og de to kørere fik fred til at slappe af og fokusere på den forestående opgave.
Victor startede finaleheatet fra tredjepladsen med Julius lige ved siden af på fjerdepladsen. Og som det måske kan forventes, når der er så meget på spil, var det ved at gå helt galt.
Under nedbremsningen for enden af publikumslangsiden overbremsede Victor og satte gang i en kæde af reaktioner, da han ramte den forankørende. Størstedelen af feltet måtte gennem sandfanget og ud på græsset for at undvige situationen. Julius var centimeter fra at sidde fast i sandfanget, men fik reddet sig afsted.
(Foto: STEP)
Herefter gik den vilde jagt. Fra at skulle køre klogt og minimere risikoen handlede det nu om at køre sig frem i feltet for enhver pris. Og dét var hvad der skete. Julius kæmpede sig tilbage til fjerdepladsen, lige bag sin mesterskabskonkurrent. Og det var nok til at sikre mesterskabet.
- Det er kæmpestort at vinde mesterskabet, og måske endnu mere efter så vanvittigt et heat som vi lige har kørt! Jeg vidste at der kun var én ting at gøre nu, så jeg gav alt hvad jeg kunne. Det var vildt, siger Julius Dinesen, som ser tilbage på en fantastisk debutsæson i Formel 4:
- Jeg har lært meget i år, både om håndværket som racerkører og om mig selv. Teamet har givet mig de bedste forudsætninger for at udvikle mig og vinde racerløb, og jeg er stolt af hvad vi har præsteret sammen!
(Foto: STEP)
For Victor T. Nielsen blev den gode startplacering i finaleheatet vekslet til en syvendeplads over målstregen efter at have mistet en del fart som følge af uheldet. Og i mesterskabet betød det at den potentielle tredjeplads blev til en femteplads.
- Det sidste heat blev lige spændende nok. Jeg fik forbremset mig og ramte desværre køreren foran. Det startede en vild kædereaktion og jeg endte selv med at snurre rundt. Det var en lidt ærgerlig afslutning på sæsonen, men det er vilkårene, siger Victor T. Nielsen.
Set med teamchefens øjne var weekendens løb en sund udfordring:
- Det er vist en del år siden, der har været så tæt en sæsonfinale i Formel 4, så der har været et naturligt højt pres på kørerne - og ikke bare de to mesterskabskandidater. Julius kørte alle tre løb med hovedet og viste i finaleheatet at han også kunne gå til angreb når det blev nødvendigt, siger Morten Dons, som glæder sig over at have leveret en Danmarksmester i teamets første sæson i Formel 4:
- Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke er stolt! Både Victor og Julius har gjort et flot stykke arbejde på banen, og det har de gjort i to biler som ikke har haft et eneste teknisk problem hele året. Hele teamet bag har gjort en klippestabil indsats og gjort det muligt at udvikle kørerne. Det er jeg taknemmelig for.
STEP Sports Management Læs mere om: Julius DinesenVictor T. NielsenJyllandsringen09/10/22 - Jyllandsringen - Formel 4 DK |