IMSA   12/12/22

Frederik Schandorff om ny McLaren-kontrakt i USA: Det er fantastisk
Efter et succesfuldt 2022 med GTWC-mesterskab, European Le Mans-podier og debut i 24-timersløbene på Le Mans og Daytona, kan Frederik Schandorff nu se frem til en fuld sæson i det amerikanske sportsvognsmesterskab med Inception Racing.


(Foto: Inception Racing)

Frederik Schandorff har god grund til at glæde sig til 2023. Her stiller danskeren nemlig for anden gang op til 24-timersløbet på Daytona International Speedway med McLaren-teamet Inception Racing – og herefter følger en fuld IMSA-sæson sammen med det amerikanske hold.


(Foto: Inception Racing)

Ligesom i 2022-sæsonen skal Frederik Schandorff dele Inception Racings McLaren 720S GT3 med den amerikanske teamejer og nykårede Michelin Endurance Cup-mester Brendan Iribe, mens britiske Ollie Millroy deltager i kalenderens fire endurance-løb på Daytona, Sebring, Watkins Glen samt Road Atlanta. Til 24-timersløbet på Daytona får trekløveret desuden selskab af tyske Marvin Kirchhöfer.


(Foto: Inception Racing)

– Det er fantastisk! Først og fremmest er jeg lykkelig over at få mulighed for at køre endnu en sæson med Inception Racing. Det er et ambitiøst team med store visioner og et solidt sammenhold, og selvom 2022 ikke var uden vanskeligheder, opnåede vi stærke resultater, blandt andet et Gold Cup-mesterskab i GT World Challenge. Kæmpe tak til Brendan Iribe for at tage mig med på holdet. Samtidig bliver det fedt at komme tilbage til USA og en fuld sæson i det amerikanske sportsvognsmesterskab. Det er racing på højt niveau i en særlig atmosfære og på nogle af de fedeste baner, man kan tænke sig. Jeg er virkelig glad for aftalen og tror naturligvis på, at vi har holdet, bilen og evnerne til at kæmpe med om mesterskabet, lyder det fra Frederik Schandorff.


(Foto: Inception Racing)

Foruden Rolex-løbet på Daytona i januar byder 2023-udgaven af IMSA WeatherTech SportsCar Championship også på 12 Hours of Sebring til marts og Six Hours of The Glen til juni samt det 10 timer lange Petit Le Mans i Georgia til oktober. IMSA-kalenderen dækker i alt 11 løb og skydes i gang med den traditionelle prætest på Daytona den 20.-22. januar.


(Foto: Inception Racing)

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Frederik Schandorff

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport