Formel 4 DK   01/05/23

Blandet sæsonstart for STEP og Victor T. Nielsen
Formula 4 DKEn skarp kvalifikation og en andenplads kom i hus ved årets første løbsweekend i Formel 4. STEP Motorsport fortsætter de gode takter i sit andet år med formelbiler.


(Foto: STEP)

Årets første løb er altid ekstra spændende. Hvor hurtige er konkurrenterne i forhold til én selv, og er vinterens rust blevet banket af under træningsdagene op til sæsonen?

For STEP Motorsports kører, nordjyske Victor T. Nielsen, var tempoet til stede fra start. Således var han under tre tiendedele sekund fra pole position og kunne starte første løb fra tredjepladsen.

Tidskørsel og race er to forskellige ting, og Victor tabte et par placeringer allerede på den første omgang. På trods af flere forsøg igennem løbet, fandt han aldrig helt rytmen og måtte tage til takke med en sjetteplads.


(Foto: STEP)

Der er til gengæld meget, en god nats søvn kan gøre, så da weekendens andet heat kørtes søndag formiddag, var det en skarp og angrebslysten kører, der sad bag rattet på den grønne Formel 4-bil. Efter en lidt tumultagtig start befandt Victor sig på andenpladsen og kunne med en veltilrettet manøvre overtage føringen.

Her blev han i mange omgange, men med to omgange igen måtte han afgive føringen til en hurtigere konkurrent. Andenpladsen kunne ingen dog tage fra ham, og vigtige point blev samlet ind til mesterskabet.

Finaleheatet startede Victor fra fjerdepladsen, men faldt to placeringer tilbage. To forankørende konkurrenter røg dog af banen, hvilket både sendte Victor tilbage på fjerdepladsen og fremkaldte en længere safety car-periode. Da løbet blev givet frit med en enkelt omgang tilbage, var der ikke meget andet at gøre, end at køre bilen frem til det ternede flag.

- Det har været en lidt blandet weekend. Kvalifikationen var jo ret fin, og løb nummer to var også tæt på at blive helt perfekt - men de to andre løb kunne have været bedre fra min side. Der må jeg tage ved lære og komme skarpere tilbage næste gang, siger Victor T. Nielsen, der dog kunne glæde sig over karrierens hidtil bedste løbsplacering.


(Foto: STEP)

For teamchef Morten Dons har sæsonstarten været overvejende positiv:

- Formel 4 er et fantastisk mesterskab for de unge racerkørere, og jeg synes generelt at niveauet i klassen er ret højt allerede fra sæsonstart. Victor viste i glimt, at han har hvad der skal til for at være med i toppen, så nu skal vi have gjort ham mere konstant, for så tror jeg at vores ambition om at kæmpe med om mesterskabet er realistisk, siger Morten Dons.

Om to uger er STEP Motorsport og Victor T. Nielsen igen at finde på en racerbane. Denne gang på Anderstorp Raceway til den første af to løbsweekender i Sverige.

STEP Sports Management


Læs mere om:
  • Victor T. Nielsen
  • STEP Sports Management
  • Padborg Park
  • 30/04/23 - Padborg Park - Formel 4 DK

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto