DS3 Cup   03/05/23

Forrygende sæsonstart for Bannergaard
DS3 CupDet blev en forrygende sæsonstart for Dennis Bannergaard, da DS3 Cup sæsonen 2023 startede på Padborg Park.

Teamet fra Græsted startede ugen med en testdag på den sønderjyske bane, som opvarmning til løbsweekenden, som startede lørdag formiddag med en træning.

Træningen blev hurtigt afbrudt, da en af konkurrenterne kørte af banen, hvorefter den bil skulle fjernes. Men da træningen endelig blev genoptaget, fik Bannergaaard sat 3. hurtigste tid af alle.


(Foto: JJ Media)

Til kvalifikationen kom der nye dæk på raceren, men det kom aldrig rigtig til at spille. Normalt er der meget tid at hente på friske dæk, men mens konkurrenterne fandt et halvt sekund, blev det kun til en tiendedel for Dennis. Alligevel rakte det til 5. startposition, hvilket trods alt var et godt udgangspunkt.

Der blev ændret radikalt på bilens opsætning fra lørdag til søndag, og så skulle det ellers stå sin prøve søndag formiddag.

Det blev til en forrygende start for Bannergaard, som hurtigt skød frem, og tog føringen af løbet allerede under nedbremsningen til Sving 1. En kører forsøgte sig på heltelinjen, den lange vej udenom, men fik ikke bremset i tide, og røg i sandkassen. Det gav en Safety Car, så hele feltet måtte ned i fart.


(Foto: JJ Media)

Da løbet blev givet frit igen, fik Dennis hurtigt slået et lille hul igen, hvorefter han kunne kontrollere afstanden resten af løbet, og køre ikke blot den første DS3 Cup sejr i 2023 hjem, men faktisk også den første sejr siden comebacket ved starten af 2022.

Derfor var naturligvis vild glæde i teltet efter løbet. Med godt 4 timer til næste løb, var der masser af tid til at tænke over tingene, hvor Bannergaard selv bad om at få lavet en lille setup ændring på bilen, i håbet om at den så ville køre endnu bedre i heat 2. Mekanikerne Søren Myre, Patrick Steinstø samt Dennis’s fætter Philip parerede naturligvis ordre, og gjorde som førstekøreren sagde.


(Foto: JJ Media)

Som altid i DS3 Cup vender man top-6, så Dennis skulle starte 6’er.

Da løbet blev sat i gang, gik det over stok og sten for den gule DS3 Cup racer med startnummer 59 i sideruden, og inden den første omgang var kørt, havde han kørt sig hele vejen fra P6 til P1. En fantastisk første omgang på løbet.

Det viste sig dog at setupændringen ikke gjorde noget godt for bilen, da man kom halvvejs igennem løbet. Så fra at være i en komfortabel føring, kom der pludselig pres på. Selvom han kæmpede det bedste han havde lært, måtte han se konkurrenterne stille og roligt passere, da de bare havde meget meget greb fra fordækkene.

Målstregen blev krydset på 4. pladsen, hvilket gav en masse gode mesterskabspoint, selvom der nok havde været mulighed for mere, hvis ellers ikke køreren skulle blande sig i bilens opsætning, men bare skulle have overladt det til mekanikerne ;-)


(Foto: JJ Media)

Men efter den første løbsweekend ligger Dennis Bannergaard på førstepladsen i mesterskabet, med et lille forspring til køreren på andenpladsen.

Nu er der halvanden måneds pause, inden Team Bannergaard Racing igen skal i aktion. Til den tid gælder det Ring Djursland den 17.-18. juni.

Team Bannergaard Racing

JJ Media


Læs mere om:
  • Dennis Bannergaard
  • Padborg Park
  • 30/04/23 - Padborg Park - DS3 Cup

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk