IMSA   15/05/23

Dansk sejr i Californien: Mikkel Jensen vandt på Laguna Seca
Mikkel Jensen krydsede målstregen som klassevinder i tredje afdeling af det amerikanske IMSA-mesterskab for LMP2-biler, som blev afviklet på Laguna Seca Raceway søndag aften dansk tid.


(Foto: TDS Racing)

Tredje gang blev lykkens gang for Mikkel Jensen, Steven Thomas og resten af TDS Racing, som efter et udfordrende Daytona-ræs og en andenplads på Sebring endelig kunne stille sig øverst på IMSA-skamlen søndag aften dansk tid. Her sikrede holdet sig nemlig LMP2-sejren i IMSA-mesterskabets tredje afdeling på Laguna Seca Raceway i Californien – en bane, som Mikkel Jensen også triumferede på, da han senest gæstede den i 2021.


(Foto: TDS Racing)

Det så ellers sort ud for danskeren, da han efter et mislykket pitkald under gult flag havnede bagest i det otte biler store LMP2-felt. Med blot 40 minutter tilbage af løbet lignede sejren en umulig mission, men danskeren kæmpede sig på suveræn og actionfyldt vis op gennem feltet og tog til sidst føringen, endda med tilstrækkeligt overskud til, at han kunne krydse målstregen med 10 sekunders forspring til den nærmeste konkurrent.


(Foto: TDS Racing)

– Det var et vildt ræs! Generelt var vi lidt uheldige med timingen undervejs i løbet. Grundet miskommunikation pittede jeg ikke på det rigtige tidspunkt under den sidste full yellow, hvilket betød, at jeg var bagest i gruppen, da løbet blev genstartet. Derfra kørte jeg et af min karrieres fedeste stints. Det var en vild tur med tætte kampe og en del kontakter, men det var fedt, og sejren føles bare så meget federe, når man har måttet kæmpe ekstra hårdt for den. Det er en fantastisk præstation for teamet, endda på Stevens (Thomas, red.) hjemmebane. Med en andenplads på Sebring og nu denne sejr har vi løftet os igen efter den udfordrende sæsonpremiere på Daytona, lyder det fra Mikkel Jensen.


(Foto: TDS Racing)

Næste udfordring for Mikkel Jensen, Steven Thomas og resten af TDS Racing er fjerde afdeling af IMSA-mesterskabet for LMP2-biler, som afvikles den 22.-25. juni på Watkins Glen i New York. Inden da skal Jensen i aktion for Team Peugeot TotalEnergies, når det franske mærke vender tilbage til det legendariske 24-timersløb på Le Mans den 7.-11. juni.

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Mikkel Jensen
  • Laguna Seca
  • Le Mans
  • Watkins Glen
  • 11/06/23 - Le Mans - Le Mans
  • 14/05/23 - Laguna Seca - IMSA
  • 25/06/23 - Watkins Glen - IMSA

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport