TCR Denmark   23/05/23

Imponerende ungdomsindsats i Åbningsløbet
TCR DenmarkDe er helt nye i TCR Denmark og har ikke i nærheden af den erfaring, kørere som Kasper H. Jensen, Jan Magnussen og Mike Halder har. Alligevel skinnede talentet igennem i årets første TCR-weekend på FDM Jyllandsringen.


(Foto: Stump Photo)

Jovist, Gustav Birch var dominerende i U25-feltet, men med to TCR-sæsoner på CV'et imponerer GMB Motorsport-køreren langt mere i det generelle mesterskab. Der er dog flere af debutanterne, som viste ualmindeligt gode takter i weekenden.

For Kevin Brandsborg, der i fjor vandt mesterskabet i DS3 Cup-klassen, har skiftet til TCR Denmark og TPR Motorsport fungeret helt efter planen. Efter et par rolige træningssessioner kunne han som den eneste debutant kvalificere sig blandt de ti bedste kørere. Derfra sikrede han sig først en niendeplads - hvilket satte ham på forreste række da starten gik til Race 2, hvorfra han uden store vanskeligheder kørte sin første TCR-podieplacering i hus til stor jubel fra TPR Motorsport.

I finaleheatet sluttede han på en flot sjetteplads - to pladser foran næste debutant og konkurrent fra sidste år i DS3 Cup, Silas Rytter. Den nordjyske Hyundai-kører havde forud for weekenden ikke så meget som siddet i racerbilen endnu, men i løbet af lørdagen blev han dus med sin Hyundai I30N TCR og kunne under søndagens tre løb arbejde sig frem i feltet. I finaleheatet sluttede Rytter på en imponerende ottendeplads.


(Foto: Stump Photo)

Didrik Esbjug, den 21-årige nordmand fra Indre Østfold, fik TCR-debut i TCR Scandinavia i fjor, og i år giver han fuld gas i det danske mesterskab. Han gjorde ikke stort væsen af sig i sin debutweekend, men alligevel sluttede han på niendepladsen i finaleheatet.

Feltets kvindelige kører, Michelle Halder, fortsætter i år hvor hun slap ved sin TCR Denmark-debut i Finaleløbet 2022. TPR Motorsport har sørget for en velkørende Honda Civic, og med lidt input fra storebror Mike viste den tyske racerkører at hun sagtens kan ende i en position, hvor hun kan kæmpe med om topplaceringerne i det generelle klassement. I første og andet heat sluttede hun på henholdsvis sjette- og femtepladserne, så når først Michelle får banerne mere ind under huden kan hun blive en spændende konkurrent i feltet.

En anden nordmand, Marius Solberg Hansen, har med to tiendepladser i søndagens to sidste løb også vist at han hører til i TCR-feltet. Den 18-årige nordmand skal nok få fundet sig til rette på de danske baner og komme til at udfordre endnu mere end i debutløbet.

Se med når ungdomskampen fortsætter på Ring Djursland

DR følger TCR-mesterskabet tæt i denne sæson, og løbet på Ring Djursland er ingen undtagelse. Se med på DR1 og DRTV-appen, når årets anden afdeling af mesterskabet køres på den korte og kuperede racerbane mellem Aarhus og Grenå den 18. juni.

TCR Denmark


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • Ring Djursland
  • 18/06/23 - Ring Djursland - TCR Denmark
  • 21/05/23 - Jyllandsringen - TCR Denmark

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport