Martin Andersen startede sidste måned på en ny og meget stejl læringskurve med skiftet fra tre succesfulde år i TCR-standardvogne til et ganske nyt projekt i den tyske ADAC Prototype Cup med belgiske Mühlner Motorsport. Springet til den vilde LMP3-prototype var stort, og da sæsonplanerne først kom i stand kort før lukketid, så var premiereweekenden en stor mundfuld.
I denne weekend venter sæsonens anden afdeling, hvor turen går til Oschersleben. Banen nær Magdeburg har fra start været én af Martin Andersens favoritter i det tyske, og derfor er der også rigeligt at se frem til i weekenden.
- Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang på Oschersleben. Vi debuterede på Hockenheim, og den har jeg aldrig været vildt hurtig på - men Oschersleben har jeg altid godt kunnet lide. Vi kommer derover med meget mere indsigt i bilen og er blevet en del klogere på mange ting efter den første weekend, forklarer han og tilføjer:
- Det bliver uden tvivl en ny weekend, hvor jeg skal ud at lære nye tricks igen, men jeg er sikker på vi vil se rigtig gode fremskridt. Springet over i den her bil var godt nok stort, og jeg har siden tænkt en del over, at jeg jo egentlig lige har brugt tre år på at specialisere mig i en bil med forhjulstræk - og nu sidder i noget, som er baghjulstrukket og meget anderledes at køre. Det var en stor skefuld, men jeg synes vi fik meget ud af premiereweekenden, og nu kan vi drage nytte af de første erfaringer, siger Martin Andersen.
Weekendens løb i ADAC Prototype Cup på Oschersleben køres med et ganske stort publikum, for serien kører sammen med både DTM og ADAC GT Masters, hvilket ventes at trække et stort, tysk racerpublikum til.
Løbene kan som altid følges live på www.adac-motorsport.de og på seriens Youtube, https://www.youtube.com/@ADACMotorsports/streams.
Niklas Majgaard Læs mere om: Martin AndersenOschersleben28/05/23 - Oschersleben - Prototype Cup Germany |