Prototype Cup Germany   30/05/23

En lærerig weekend endte med fjerdeplads for Martin Andersen
Skiftet til en på alle måder anderledes racerbil kan godt give lidt opstartsproblemer, og dem har Martin Andersen også haft i premieren såvel som den forgangne weekends anden afdeling af ADAC Prototype Cup, hvor turen gik til den tyske bane Oschersleben.

Men alt godt kommer som bekendt til den, der venter - og det kan Martin Andersen også skrive under på. Søndagens løb endte med en flot fjerdeplads i det tyske, og frem for alt med en nyvunden følelse af at være mere dus med Mühlner Motorsports Duqueine D08.

Efter en svær lørdag med en skidt kvalifikation og et løb, der endte med en 12. plads efter en dum tidsstraf, så var søndagen på Oschersleben en markant og velkommen forbedring.

Morgenens tidtagning gav den femtebedste tid, og med en solid indsats over løbets 60 minutter lykkedes det Martin Andersen at indkassere en hårdt tilkæmpet fjerdeplads.

Resultatet kom i hus efter en god fight med flere kørere, herunder var Andersen mod slutningen af løbet i en lang kamp med amerikaneren Danny Soufi - en duel, som endte med at gå viborgenserens vej.

- Hele den her weekend har godt nok været en rutsjebane, men det føles fantastisk at være blevet en del mere dus med bilen. Jeg er nået så vidt, at den er sjov at køre nu, og det føles ikke længere som om bilen hele tiden vil bide fingrene af en. Der har været rigtig meget at omstille sig til på specielt kørestilen, men hele den her søndag var virkelig en forbedring, og det giver bestemt mod på mere, siger han og tilføjer:

- Det var mega fedt at kunne være med fremme og køre med i nogle dueller ude på banen. Vi har fundet en del fart over weekenden, og det fik vi for første gang vist i dag, forklarer Martin Andersen om søndagens løb på Oschersleben.

11 sekunder

Forskellene er til at føle. Forskellene i omgangstider fra sidste års TCR-racer til LMP3-bilen, som Martin Andersen kører i år, er rigtig, rigtig store. Hele 11 sekunder skiller Andersens bedste tider fra i fjor kontra de bedste fra denne weekend:

- Jeg elsker at køre på Oschersleben, men jeg må godt nok sige, at det er en ny verden at køre LMP3 på banen. Jeg var 11 sekunder hurtigere end mine tider i Hondaen fra i fjor, så det er et kæmpe spring at tage, siger han og uddyber:

- Et eksempel er, at man går ind i første sving med over 200 kilometer i timen, og banens chikane, der allerede var vildt hurtig med cirka 160 i en standardvogn, tager man nu med omkring 185 kilometer i timen. Det er en helt, helt anden opgave, men jeg er glad for, at formen og teknikken går den rette vej nu, fortæller Martin Andersen.

Næste opgave i ADAC Prototype Cup venter om en måneds tid, når feltet er på den hollandske F1-bane Zandvoort den 24-25. juni.

Niklas Majgaard


Læs mere om:
  • Martin Andersen
  • Oschersleben
  • Zandvoort
  • 25/06/23 - Zandvoort - Prototype Cup Germany
  • 28/05/23 - Oschersleben - Prototype Cup Germany

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport