Der var rift om topplaceringerne i weekendens svenske afdeling af TCR Denmark. Med tre forskellige heatvindere og en række overraskelser undervejs er posen blevet rystet godt og grundigt.
Efter lørdagens kvalifikation kunne Kasper H. Jensen med en god start tage føringen i søndagens første heat. Her stak han hurtigt af og trak fra Jan Magnussen og Nicolai Sylvest, som dog aldrig var længere væk end en lille fejl kunne ændre markant på rækkefølgen.
(Foto: Stump Photo)
En kollision mellem Christian Skaar og Didrik Esbjug fremkaldte en Safety Car-periode som samlede feltet, og efter genstarten blev løbet endnu tættere. Ikke mindst for Philip Lindberg, der befandt sig i en sandwich mellem alle fire TPR Motorsport-biler. Her kæmpede den unge aarhusianer længe for at komme forbi, men Kevin Brandsborg og Mike Halder formåede at holde Honda-køreren bag sig.
Efter første heat blev Philip Lindberg og Kevin Brandsborg idømt en fem sekunders tidsstraf for overskridelse af banens track limits. Det betød, at Silas Rytter overtog pole position til det næste heat, men kort tid efter blev dommen trukket tilbage og Lindberg kunne starte fra pole position.
Det fik han til gengæld ikke meget ud af. Efter bare to omgange kørte Honda-køreren i pit med et teknisk problem og kunne se en potentiel topplacering forsvinde ud i den blå luft.
(Foto: Stump Photo)
Starten til race 2 indeholdt masser af dramatik. Da de røde lamper slukkede og feltet slap hestekræfterne løs, blev Kevin Brandsborg holdende på gridden med en ødelagt trækaksel. Heldigvis undgik de bagfrakommende ham, og han kunne humpe bilen tilbage til pitten med reduceret kraft.
Det sendte til gengæld Mike Halder til tops med raketfart. Den tyske Audi-kører tog føringen med Kevin Engman og Gustav Birch bag sig. Mens de tre holdt placeringerne i front, var der masser af race længere nede i feltet. Her var der masser af fart i Michael Markussens Cupra, og koldingenseren gik flere gange til angreb på Nicolai Sylvest, der dog præsterede at holde sig foran. Markussen blev til gengæld noteret for løbets hurtigste omgangstid.
Jan Magnussen blev hurtigere og hurtigere gennem heatet og kunne mod slutningen gå forbi Gustav Birch.
Johnny Vejlebo havde flere gode kampe i heatet, hvor han både duellerede med Didrik Esbjug og siden Kim König, som havde fået tændt godt op i sin Honda Civic.
(Foto: Stump Photo)
Med to solide heat kunne Jan Magnussen starte finaleheatet fra pole position. Allerede i første sving blev han udfordret af Kasper H. Jensen, som alligevel blev henvist til andenpladsen. Magnussen var på en mission og lod ikke nogen spænde ben for ham på vejen mod sejren.
Gustav Birch og Kevin Brandsborg var ikke helt enige om rækkefølgen gennem et af banens hurtigere sving. Det resulterede i et løsthængende panel på vestjydens Honda - og en ødelagt fælg med tilhørende sivepunktering på Birchs bil, der på samme vis sivede ned gennem feltet.
Nicolai Sylvest lagde løbende mere pres på Kasper H. Jensen, der måtte overgive sig og lade sig falde tilbage. En sivepunktering blev også hans skæbne, og en 16. plads koster dyrt i mesterskabet.
Med finalesejren og en generelt velkørende weekend har Jan Magnussen generobet mesterskabsføringen, mens Kasper H. Jensen får travlt med at komme tilbage på sporet efter Falkenberg.
Næste løb på kalenderen er Copenhagen Historic Grand Prix i hjertet af København den 4-6. august.
TCR Denmark Læs mere om: Falkenberg09/07/23 - Falkenberg - TCR Denmark |