VM-køreren starter i weekenden i den danske langdistanceserie på FDM Jyllandsringen
Efter sin seneste VM-sejr på Monza-banen i Italien vender Mikkel O. Pedersen i weekenden tilbage til de danske racerbaner, hvor han deltager i Valvoline GP Danmark på FDM Jyllandsringen.
”Walther Trabjerg og jeg stiller atter til start i Danish Endurance Championship i Walthers Porsche 911 GT3 R,” fortæller racerkøreren fra Struer. ”Siden forrige løb har bilen fået en anden restriktor, som skulle give nogle flere hestekræfter, og det vil helt bestemt hjælpe på vores chancer.”
Det gælder i weekend point til Danish Endurance Championship for Mikkel O Pedersen. (Foto: Henning Stump Bokan)
Mikkel O. Pedersen og Walther Trabjerg indtager andenpladsen i Danish Endurance Championship efter Ronnie Bremer, der har krydset målstregen først i de fire løb, som indtil nu er blevet afviklet i år.
”Jeg tror, at vi har en mulighed for at vinde weekendens andet løb på Jyllandsringen,” vurderer Mikkel O. Pedersen. ”Ronnie tager nok sejren i det første løb, men skal så holde længere tid i pit i det andet, og hvis Walther og jeg får gennemført et godt pitstop, kan det give os muligheden for at vinde.”
Sidste gang Mikkel O. Pedersen var på FDM Jyllandsringen, satte han en ny banerekord. ”Nu må vi se, om det kan blive til en ny,” siger han, ”men det er udfordrende i specielt et DEC-løb. Det er på de første omgange af løbet, at der ikke er trafik, men det er også her, at Porschen er fuldtanket.”
Mikkel O. Pedersen og hans team stiller i weekenden med i alt seks biler i dels Danish Endurance Championship, dels Special Saloon Car, og teamet får 300 gæster. Og de gæster får lejlighed til at se den bronzemedalje, han i søndags kørte hjem ved DM for KZ2-karts på Midtjysk Karting Bane.
Søndag tog DM-bronze i KZ2-klassen i det, der bare var udset til at være en træningsweekend.
”Jeg holder formen ved lige i en KZ2-kart – en gearkart – og normalt tager jeg til Thy for at træne, men så blev jeg opmærksom på, at der var DIF DM på banen i Ikast,” fortæller Mikkel O. Pedersen. ”Så kunne jeg lige så godt tilmelde mig det løb. Det var en for-sjov-weekend, men jeg endte med at køre fra nogle rigtigt dygtige KZ2-kørere.”
Træningen bød på en afkørsel og en bøjet kart. Den blev rettet op til tidtagningen, hvor det blev til en 19. plads blandt de 34 startende. ”Karten hoppede ud af gear, men det var tæt, for 15 kørere var bare adskilt af tre tiendedele,” fortæller han. I de tre indledende heat kørte Mikkel O. Pedersen sig op fra 19. pladsen til placeringer lige udenfor top 10, og i pre-finalen og finalen fortsatte han avancementet.
”I finalen kom jeg godt afsted og fik lukket hullet til de førende, for der var god fart i karten, når det var tørt. Men så kom der vand, og der var nogen, som røg af. Jeg var oppe og føre kort, men så røg jeg også selv af banen,” fortæller Mikkel O. Pedersen. ”Jeg kunne halte mig igennem gruset, og det kostede et par pladser, men en bronzemedalje i DM er da ikke sådan at kimse af.”
Mikkel O. Pedersen Presse Læs mere om: Mikkel O. PedersenJyllandsringen20/08/23 - Jyllandsringen - Danish Endurance Championship |