FIA WEC   03/09/23

Mikkel O. Pedersen drager til Japan med frisk sejr
World Endurance ChampionshipStruer-køreren deltager i sjette VM-afdeling efter at have vundet på Ring Djursland

Efter en lang pause i kampen om verdensmesterskabet for sportsvogne sætter Mikkel O. Pedersen sig i den kommende weekend atter bag rattet af Proton Competitions Porsche 911 RSR-19. Sammen med Julien Andlauer og Christian Ried skal han kæmpe for at erobre sæsonens anden VM-sejr, når det gælder et sekstimersløb på Fuji-banen i Japan.


I sine i alt 11 VM-starter har Mikkel O. Pedersen været på podiet fire gange. Han håber, at han på Fuji kan score sit femte VM-trofæ.
(Foto: Mikkel O. Pedersen Presse)

”Jeg har ikke siddet i RSR-19’eren, siden vi vandt VM-løbet på Monza i starten af juli,” fortæller Mikkel O. Pedersen. ”Men vi kommer alle tre med fart i kroppen. I sidste weekend havde Julien og Christian en start i en søsterbil i et ELMS-løb, mens jeg selv i denne weekend fik værdifuld køretræning, da jeg sammen med Walther Trabjerg vandt det seneste løb i Danish Endurance Championship på Ring Djursland.”

Makkerparret måtte ellers lørdag se sig slået af deres evige rival, Ronnie Bremer, som også havde slået dem i årets foregående løb i Danish Endurance Championship. Men Walther Trabjerg og Mikkel O. Pedersen vejrede morgenluft forud for søndagens timelange løb.


Mikkel O. Pedersen kæmpede sig på Ring Djursland forbi Thomas Andersen og kunne sammen med Walther Trabjerg vinde seneste løb i Danish Endurance Championship.
(Foto: Mikkel O. Pedersen Presse)

”Ronnie Bremer skulle køre søndagsløbet sammen med Thomas Andersen, og dermed var der også en Pro-Am-bemanding i KTM’en, ligesom Walther og jeg har i Porschen,” siger Mikkel O. Pedersen. ”Men det var stadig svært. Ring Djursland består groft sagt af to langsider og fire sving, og da KTM’en er hurtigere på langsiderne, skulle vi forsøge at være bedre i svingene.”

”Walther startede i bilen og holdt et godt tempo, og da der kom safety car, kunne han indhente noget af det forspring, Ronnie Bremer havde opbygget. Vi havde et perfekt pitstop, og da jeg kom i bilen, fik jeg kørt mig ind på Thomas Andersen, kom forbi ham og trak siden fra ham. Det var dejligt med den sejr.”

Mandag står den på vask af køredragt og pakning af kufferten, inden Mikkel O. Pedersen rejser til Japan for at køre på Fuji-banen. Den besøgte han første gang sidste år.

”Den er meget sjov. Den er anderledes end banerne herhjemme. Den har nogle sving, som er meget brede, og som så snævrer ind til sidst. Det giver er en helt anden måde at køre race på.”

Mikkel O. Pedersen Presse


Læs mere om:
  • Mikkel O. Pedersen
  • Fuji
  • Ring Djursland
  • 03/09/23 - Ring Djursland - Danish Endurance Championship
  • 10/09/23 - Fuji - FIA WEC - FIA VM

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport