TCR Denmark   18/09/23

Silas Rytter kom tomhændet fra hård TCR-weekend
TCR DenmarkEt motorhavari og en voldsom påkørsel kostede dyrt i U25-mesterskabet for den 18-årige sæbonit.


(Foto: Grippo)

Ikke mere end et par hundrede meter nåede den nordjyske TCR-kører at tilbagelægge i fredagens træning, før motoren gav op og der blev travlt hos Insight Racing. Defekten viste sig at være katastrofal, og det satte hele teamet på den anden ende:


(Foto: Grippo)

- Det viste sig at være en fejl, som ikke bare kunne repareres på stedet, så teamet måtte have en mand afsted til Hyundai Motorsport i Tyskland for at hente en ny motor, som drengene så fik sat i bilen i løbet af natten, fortæller Silas Rytter, der dermed måtte sidde over mens konkurrenterne kvalificerede sig til første heat.

Dermed var der travlt bag rattet på den hvide Hyundai i30N TCR, da starten gik til første heat. Drømmescenariet var at slutte heatet på tiendepladsen og dermed sikre pole position til det næste heat. Så godt gik det ikke helt, men 12. pladsen var bestemt også et brugbart resultat efter et hektisk heat.

I det næste heat kunne Silas avancere yderligere frem til ottendepladsen, hvilket betød at han ved 20-tiden kunne starte finaleheatet fra 11. pladsen.


(Foto: Grippo)

Her blev han involveret i tæt kamp med en anden kører, og som det til tider sker i motorsport, blev kampen lige tæt nok. Efter et par "skuldertacklinger" røg Silas af banen med skader på bilen.

- Vi gik til den derude, og det tog lidt overhånd for min konkurrent. Han fik så en eller anden defekt på bilen, som gjorde at han fik ramt mig og sat mig af - ikke super fedt, men vi har talt om det efterfølgende, og han var ked af hvad der skete, så det er et afsluttet kapitel for mig, siger Silas Rytter, der også må se U25-titlen fordufte forud for finaleweekenden om to uger:


(Foto: Grippo)

- Det så allerede svært ud, da motoren stod af, så det har jeg det okay med. Det er jo også min første sæson i TCR, så jeg satser på at få en chance mere for at snuppe dén titel, siger han.

Finaleløbet om to uger køres på FDM Jyllandsringen, og her er planen allerede skåret helt ud i pap:

- Jeg vil gerne slutte sæsonen stærkt af, så planen er at gå benhårdt efter at få en pokal med hjem. Det kunne være en god afslutning for både teamet og mig selv.

Rytter Motorsport


Læs mere om:
  • Silas Rytter
  • Padborg Park
  • 16/09/23 - Padborg Park - TCR Denmark

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk