DS3 Cup 2023 blev afgjort med årets to sidste løb på FDM Jyllandsringen, og igen var det en nordmand som løb med hæderen.
(Foto: Grippo)
Det var ellers ikke fordi, Dennis Bannergård havde givet op på forhånd. I tidtagningen var han hurtigste kører og satte pole position med halvanden tiendedel sekund foran næsthurtigste kører - som tilfældigvis var Felix Heiberg, den førende i mesterskabet. Nicolai S. Jonas var tredjehurtigst, mens Milan Rytter, som var hurtigst i tidtagningen, kun nåede en enkelt omgang før gearkassen i hans DS3-racer gav op. Dermed måtte den uheldige nordjyde starte søndagens første heat fra bagerste startplacering.
Mens Bannergård og Heiberg elegant smuttede afsted i søndagens første løb, var der lidt mere dramatik længere nede i feltet. Her var der tumult i Hesteskoen, hvor både Niklas Abrahamsen og Mathias Villadsen kom lidt på afveje. Mest Villadsen, som skøjtede ud over det dugvåde græs og måtte kæmpe med slickdækkene for overhovedet at komme tilbage på banen.
(Foto: Grippo)
Milan Rytter kom også blæsende fremad i feltet og allerede efter to omgange havde overhalet sig vej til fjerdepladsen. Herefter gik jagten efter Nicolai S. Jonas og tredjepladsen, som Rytter også var i stand til at overtage - men så knækkede en støddæmper på allersidste omgang og den hurtige nordjyde måtte ende løbet i sandet for enden af langsiden.
Årets sidste DS3 Cup-heat havde finske Jaakko Louhi på pole position foran Danny Skinbjerg - og med Heiberg og Bannergård på henholdsvis femte og sjette startplacering, var der lagt op til en kamp om sejren og mesterskabet.
Der skulle dog ikke køres mange meter af løbet, før der var ballade. Flere kørere ramte hinanden med det resultat, at både Mathias Villadsen og Milan Rytter var ude af løbet inden det rigtig var kommet i gang. Det betød også, at Danny Skinbjerg nåede at føre løbet i flere omgange, før både Heiberg og Bannergård var fremme og begyndte at presse på.
Først kom Dennis Bannergård forbi og gik i front, og kort efter var også Felix Heiberg forbi Skinbjerg, og de to så sig ikke tilbage. Den norske teenager havde tydeligvis lavet matematikken og vidste at mesterskabet var hjemme med en andenplads, så han lod sin danske konkurrent om at tage sejren, mens han tydeligvis glædede sig over at kunne tage mesterskabstrofæet med hjem til Norge.
(Foto: Grippo)
Niklas Abrahamsen havde en hård finaleweekend. For tre uger siden havde han et uheld med sit knæ, som gik af led, og nordmanden smed først krykkerne onsdag op til weekenden. Det gav udfordringer med koblingen, så tempoet var ikke helt, hvor det kunne have været. Samtidig måtte han udgå af første heat med en teknisk defekt, så tredjepladsen i mesterskabet må have været et plaster på såret for ham.
Og således er 2023-sæsonen i DS3 Cup afsluttet med alle de op- og nedture, en sæsonafslutning skal have. Nu er det blot at vente til det atter er forår, så racerbilerne kan komme tilbage på asfalten.
DS3 Cup Kim Gripping Læs mere om: Jyllandsringen01/10/23 - Jyllandsringen - DS3 Cup |