Asian LMS   04/12/23

Bastian Buus efter ALMS-debut: En fed oplevelse
Den danske Porsche Junior er klar til mere langdistanceræs med Earl Bamber Motorsport efter weekendens debut i Asian Le Mans Series.


(Foto: Earl Bamber Motorsport)

Det blev en solid debut for Bastian Buus i Asian Le Mans Series, som blev skudt i gang med to firetimersløb på Sepang International Circuit i Malaysia den forgangne weekend. Den 20-årige Porsche Junior og Supercup-mester stillede op for Earl Bamber Motorsport i en Porsche 911 GT3 R, som han delte med thailandske Tanart Sathienthirakul og indonesiske Setiawan Santoso.


(Foto: Earl Bamber Motorsport)

Det var holdets bronzekører, Tanart Sathienthirakul, som kvalificerede den røde GT3-racer til henholdsvis en 16. og 14. plads på startgridden i den 23 biler store GT-klasse. Holdet kæmpede sig op til en 11. plads og sluttede som anden hurtigste Porsche i weekendens første løb, som blev flaget rødt bag en safetycar grundet massiv regn. Søndag forhindrede køleproblemer desværre de tre racerkørere i at gennemføre weekendens andet løb.


(Foto: Earl Bamber Motorsport)

– Generelt har det været en virkelig fed oplevelse og en uge med en masse nye indtryk. Resultaterne var bestemt ikke, som vi havde håbet på, strategien var ellers lige i skabet, da vi desværre måtte udgå søndag, men vi har til gengæld fået en masse læring, som vi tager med os videre. Jeg finder mig godt tilpas i teamet og blev ret hurtigt komfortabel med bilen, så jeg glæder mig til at vende tilbage og køre de sidste tre afdelinger i februar. Stor tak til hele holdet bag Earl Bamber Motorsport, lyder det fra Bastian Buus.


(Foto: Earl Bamber Motorsport)

Tredje afdeling af Asian Le Mans Series finder sted den 4. februar på Dubai Autodrome, mens fjerde afdeling samt sæsonfinalen afvikles den 10.-11. februar på Formel 1-banen i Abu Dhabi.


(Foto: Earl Bamber Motorsport)

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Bastian Buus
  • Sepang
  • 02/12/23 - Sepang - Asian LMS
  • 03/12/23 - Sepang - Asian LMS

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport