Diverse   31/12/23

Året der gik - success is no accident
Det er snart 2024, og dermed tid til et tilbageblik på det forgangne år for de bedste danske banekørere. Og for at sige det ligeud: dansk bilsport har vel aldrig været bedre repræsenteret internationalt.

Nedenfor følger en oversigt over de mest imponerende danske præstationer.

Formel
Der var ingen mangel på danske højdepunkter i international formelsport. 2023 bød på et decideret gennembrud, en lige-ved-og næsten, samt et højprofileret mesterskab.

- Det sidste stod Christian Rasmussen for ved at vinde INDY NXT-mesterskabet i USA efter en fornem sæson der bl.a. bød på fem sejre; herunder to på ovalbane, yderligere tre podiepladser og fire pole positions. Mesterskabet åbnede døren til ”The Holy Grail”, INDYCAR, hvor Amagerkaneren næste sæson tørner ud for Ed Carpenter Racing.
I tilgift markerede Christian sig i IMSA Endurance LMP2 med flere topresultater.

- ”Lige ved og næsten” henviser til Frederik Vesti, der var snublende tæt på at vinde FIA Formula 2 Championship. En blændende sæsonafslutning i Abu Dhabi var ikke nok, Frederik måtte ”nøjes” med andenpladsen trods han med hele seks løbssejre var den mest vindende kører i mesterskabet. Desværre var fire af disse vundet i de såkaldte sprintløb der ikke giver så mange points som hovedløbene.

- At kalde 2023 for et gennembrudsår for Christian Lundgaard er måske ikke helt korrekt; han havde allerede efterladt et stort indtryk i debutsæsonen 2022. Men CL byggede i 2023 på sit renomme i en grad så han i dag omtales som fremtidens mand i INDYCAR. En fornem sejr i Toronto samt to pole positions førte til en samlet placering i top-10, og han var eneste kører der regelmæssigt udfordrede ”de tre store” i mesterskabet: Penske, Andretti og Ganassi.

- Og vi har stadig et medlem af den mest eksklusive klub i sportens verden, F1! Kevin Magnussen kørte sin ottende sæson her; en imponerende præstation i sig selv. Desværre var Haas’ VF23-model en fejlkonstruktion, der kun formåede at brillere over enkeltstående omgange i kvalifikationen. I løbene var den håbløs.

En håndfuld unge danskere forsøgte sig i spansk F4 samt den nye Eurocup-3. Bedst gik det Sebastian Øgaard med en samlet tredjeplads i sidstnævnte.

Endurance
Går det godt for danskerne på formelfronten kan det samme så sandelig også siges om Endurance-racing. Den længe ventede introduktion af den nye Hypercar-klasse i World Endurance Championship (WEC) kom for alvor i gang i 2023, og har vist sig at være en enorm succes. Indtog af den ene store bilfabrik efter den anden har betydet dansk deltagelse i topklassen for første gang siden Tom K stoppede efter 2014.
I 2023 deltog tre danskere i Hypercar, og selv om det ikke blev til øjeblikkelige sejre er grunden lagt til fremtidig storhed. Succes kom derimod i GTE og GT3 med flere løbssejre og podiepladser.

Hypercar:
- Nicklas Nielsen. Danmarks første Ferrari-fabrikskører nogensinde viste i sæsonen hvorfor han er netop det. Højdepunktet for Nicklas var uden tvivl andenpladsen i den smukke 499P foran tifosierne på Monza. I tilgift en sejr i GT3.
- Mikkel Jensen. Peugeots radikale, vingeløse 9X8 Hypercar var bedre på papiret end på banen, og meget tyder på ændringer næste år. Mikkel var sædvanligvis den hurtigste i sit team, og det samme gjaldt i LMP2 i USA.
- Michael Christensen. Den tredje dansker i Hypercar led sammen med de øvrige kørere under uventede startvanskeligheder med Porsches 963. Undervejs i sæsonen blev det dog bedre, og Porsche plejer at finde ud af det.

De tre ovennævnte fortsætter i WEC Hypercar næste sæson, og får uventet selskab af unge Oliver Rasmussen i JOTAs privatanmeldte Porsche; med Jenson Button som den ene holdkammerat.

LMP2:
- Oliver Rasmussen dannede par med David Heinemeier Hansson og Pietro Fittipaldi i WEC og hentede flere topresultater, herunder klassesejr på Monza.
- Malthe Jakobsen konsoliderede sin status som supertalent ved at være den drivende kraft i den samlede sejr i European Le Mans Series (ELMS) LMP2 Pro/Am. Samtidig debuterede han som yngste dansker nogensinde i 24-timers løbet på Le Mans. Indplaceret som udviklingskører for Peugeot.
- Mikkel Jensen og Christian Rasmussen deltog i IMSA’s Michelin Endurance Cup for LMP2 i USA, og hentede begge topresultater.
- Her deltog også danske High Class Racing med Anders Fjordbach og Dennis Andersen. På Le Mans fik man følgeskab af Jan Magnussen.

GTE & GT3:
- Michelle Gatting og kolleger i Iron Dames skrev historie, da de sejrede i sidste afdeling af WEC GTE. Det var første gang et rent kvindehold vandt en afdeling af dette mesterskab.
- Mikkel O. Pedersen kunne også kalde sig løbsvinder, da han og Porsche-holdet Dempsey-Proton sejrede i Monzas WEC-afdeling.
- Danske GMB Racing stillede op i såvel ELMS, Le Mans og Le Mans Cup. Blandt kørerne fandt man Nicki Thiim, Jan Magnussen og Simon Birch.
- I USA sluttede Marco Sørensen P2 i IMSA GTD, mens Frederik Schandorff var stærkt medvirkende til holdkammeraten Brendan Iribe kunne vinde titlen som bedste bronzekører i samme klasse, og dermed adgangsbillet til Le Mans 2024.

Cups:
De største mesterskaber for Cup-biler er dem som Porsche og Lamborghini står for, og her var der også dansk deltagelse. Bedst gik det for den nyudnævnte Porsche-junior Bastian Buus, der på fantastisk vis vandt den mest prestigefyldte af alle: Porsche Super Cup. Det skete efter en nervepirrende finale på Monza hvor hele følelsesregistret blev taget i anvendelse.
I Lamborghini World Finales hentede Frederik Schandorff og hans kinesiske medkører den samlede sejr i Pro/Am, mens Largim Ali også viste sig flot frem i Pro-klassen.

Højdepunkter

Sportslige:
Frederik Vestis pole position og efterfølgende sejr i Monacos gader

Følelsesmæssige:
Nicklas Nielsen der som første dansker nogensinde tog starten fra pole position på Le Mans

Mest gakkede:
I F2-hovedløbet på Zandvoort blev man vidne til et bizart syn da begge baghjul på Vestis racer faldt af på første omgang efter pitstop. Prema gav nye wheel-guns skylden.

Denne gennemgang er ikke fuldstændig; adskillig andre løbsserier med dansk deltagelse er ikke medtaget af pladshensyn. Det er blot endnu en indikering af den enorme succes dansk bilsport nyder.

Årets sidste special

Win on Sunday – Sell on Monday
Desværre har Formel 1 udviklet sig til en særdeles lukrativ ”closed shop” der med alle midler forsøger at holde nye kørere og teams ude. Begge dele er uhyre problematiske, og FIA kæmper en hård kamp mod de ti eksisterende F1-teams samt de kommercielle rettighedshavere FOM for at få disse til at åbne op for nye navne (man skulle ellers tro det var noget FIA suverænt bestemte, men nej).
Udviklingen siden 2020 har været vild. I corona-året kæmpede F1 for sin overlevelse; efter Netflix-serien Drive to Survive for alvor blev en kæmpesucces er nu selv det mindste team (læs Haas) min. 1 mia. Dollars værd. Grådigheden er kommet i højsædet, og man ønsker ikke at dele med nytilkomne.

I WEC er udviklingen gået i den stik modsatte retning, hvor nye deltagere modtages med åbne arme. Det har betydet at deltagertal og diversitet er fantastisk. Samtidig er ændringer i reglementet fuldendt så der fremover kun er to klasser i WEC; Hypercar og GT3. Sidstnævnte erstatter GTE.
Det skal siges at deltagerne her primært er bilfabrikker, der ikke nødvendigvis måler succes på hvor mange penge teamet i sig selv er værd, men snarere hvilken betydning det har for brandet. Her gælder det gamle ordsprog ”win on Sunday – sell on Monday” stadig.

I Hypercar kan vi næste år i WEC glæde os til at se det ypperste fra Toyota, Ferrari, Peugeot, Porsche, Cadillac, BMW, Lamborghini, Alpine og Isotta Fraschini dyste mod hinanden.

GT3 byder på biler fra Ferrari, Porsche, Aston Martin, BMW, Lamborghini, McLaren, Mustang (Ford), Corvette (GM) og Lexus (Toyota).

Hvis ikke dette kan få mundvandet til at løbe over for enhver endurance-entusiast er der intet der kan!

BBN Consult ønsker alle et godt og lykkebringende Nytår.
På gensyn i -24!

Bo Baltzer Nielsen
BBN Consult


Læs mere om:
  • Anders Fjordbach
  • Bastian Buus
  • Christian Lundgaard
  • Christian Rasmussen
  • David Heinemeier Hansson
  • Dennis Andersen
  • Frederik Schandorff
  • Frederik Vesti
  • Jan Magnussen
  • Kevin Magnussen
  • Largim Ali
  • Malthe Jakobsen
  • Marco L. Sørensen
  • Michael Klitgaard Christensen
  • Michelle Gatting
  • Mikkel Jensen
  • Mikkel O. Pedersen
  • Nicki Thiim
  • Nicklas Nielsen
  • Oliver Rasmussen
  • Sebastian Øgaard
  • Simon Birch Kristensen
  • GMB Motorsport
  • High Class Racing

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport