Tekniske udfordringer prægede Oskar Kristensens resultater i første afdeling af GT4 European Series, hvor den 18-årige dansker imidlertid markerede sig blandt de hurtigste Porsche-kørere i den benhårde serie.
(Foto: Allied-Racing)
Der var ingen topresultater til Oskar Kristensen og Maksymilian Angeland, som fik en udfordrende start på 2024-udgaven af GT4 European Series den forgangne weekend på Circuit de Paul Ricard. Det var dog overvejende tekniske problemer, som hæmmede den dansk-polske Porsche-duo fra Allied-Racing – for farten var bestemt til stede hos makkerparret, der særligt i søndagens løb var flyvende.
(Foto: Allied-Racing)
18-årige Oskar Kristensen kørte lørdag karrierens hidtil bedste kvalifikation, da kun en blokerende konkurrent på sidste omgang forhindrede danskeren i at ende på en potentiel syvendeplads i det 50 biler stor felt – mens han søndag var løbets hurtigste Porsche-kører over en omgang.
(Foto: Allied-Racing)
– Vi vidste på forhånd, at det ville blive en svær weekend, for Paul Ricard er ikke den mest optimale bane for vores Porsche 718 Cayman GT4 RS. Efter en ellers god kvalifikation er jeg uheldig under starten på lørdagens løb, mister nogle positioner og skal kæmpe mig tilbage i feltet igen. Jeg kører mig frem til en 10. plads, inden jeg giver bilen videre til min teamkammerat, som kører i mål på en 15. plads, hvilket bestemt er godkendt for en rookie, lyder det fra Oskar Kristensen.
(Foto: Allied-Racing)
I søndagens løb får holdet imidlertid tekniske problemer inden starten og må begynde løbet fra pitlane. Det betyder, at duoen er bagest fra start og på kolde dæk, men alligevel formår Maksymilian Angeland at køre sig op fra position 48 til 28, inden teknikken igen driller, og han blandt andet må standse to gange på banen for at genstarten bilen.
(Foto: Allied-Racing)
– Dét kostede os tid, men heldigvis kører bilen fantastisk igen efter pitstoppet, hvor jeg giver den alt, hvad den kan trække og kører top-tre-tider hele vejen igennem mit stint. Min hurtigste tid er et halvt sekund bedre den næsthurtigste Porsche i feltet, og vi slutter på en 27. plads, hvilket bestemt er godkendt efter alle vores problemer. Så generelt en solid weekend, hvor vores uheld ikke overskygger, at jeg har fundet meget mere fart i Porschen og er stolt over de hurtige tider, som jeg fik vist, slutter Oskar Kristensen.
Næste opgave for Oskar Kristensen er anden afdeling af GT4 European Series, som afvikles den 17.-19. maj på Italienske Misano World Circuit.
Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Oskar KristensenPaul Ricard07/04/24 - Paul Ricard - GT4 European Series |