Diverse   22/05/24

Greatest Spectacle in Racing?
Der var F1 i Imola, og næste uge gælder det det mest berømte Grand Prix af alle: Monaco. På trods af dette handler dette Nyhedsbrev mest om et ret kendt løb i USA. Også lidt om en evigt uheldig dansker.

F1: igen sort uheld
Hvis ikke det var for sort uheld ville Kevin Magnussen ikke have noget held overhovedet denne sæson. I årets syvende løb på Imola var danskeren atter utrolig uheldig. Denne gang var det en McLaren der trillede rundt på racing-line da danskeren skulle sætte en alt-eller-intet tid i Q1. Det kostede en tidsstraf til Piastri, men betød samtidig tidlig exit og startplads P18 til Kevin på en bane der er notorisk svær at overhale på.

Den seje Roskildenser har måttet døje al muligt skidt i pressen siden Miami. Men der skal mere til at knække Kevin, der på Imola leverede en fremragende indsats. Det blev ikke til points da ingen forankørende udgik, men i mål havde han indhentet holdkammerat Hülkenberg, der startede otte pladser længere fremme. Og undervejs leveret fremragende overhalinger. Godt gået, Kevin.

Triple Crown
Det er almindelig anerkendt at Indy 500 sammen med Le Mans 24 Hours og Monacos F1 Grand Prix udgør motorsportens Triple Crown. Som så ofte før falder Indy og Monaco på samme weekend, hvilket gør det umuligt for de bedste formelkørere i verden at stille op i begge; noget der var almindeligt tilbage i 50’erne og 60’erne.

I tilgift er der mindre end en måned til årets udgave af Le Mans, så tre af bilsportens største begivenheder afholdes altså indenfor en måned af hinanden.

To danskere på Indy!
Hvis nogen havde forudsagt det for blot tre år siden, var der nok blevet trukket overbærende på skuldrene. At tro der i 2024 ville være ikke en, men to unge danskere til start i legendariske Indy 500 syntes at være et udslag af fri fantasi og ønsketænkning. Men det sker næste søndag!

Begge hedder Christian til fornavn, og hhv. Lundgaard og Rasmussen til efternavne. Begge er først i tyverne og er to af de største talenter dansk bilsport har fostret. Begge er nået til tops uden en rig onkel i ryggen, men har løbende leveret hårdt arbejde og resultater man ikke kunne komme udenom.

Noter

  • Årets udgave af Indy 500 er nr. 108 i rækken, siden 1911. I Monaco blev der første gang kørt Grand Prix i 1929 og Le Mans siden 1923.
  • Tre Penske-biler holder i forreste startrække når starten til Indy 500 går på søndag kl. 18.30 dansk tid. Scott McLaughlin er på pole med ny rekordhastighed.
  • Under kvalifikationsforsøg er der skruet max op for turbotryk. Dette betød at især kørere med Chevrolet-motorer kom ud for brand i turboens såkaldte plenumkammer.
  • Det skete bl.a. for Christian Rasmussen, der alligevel kvalificerede sig til løbet uden problemer (P24). Under den sidste træning, kørt mandag efter kvalifikationen, var den danske rookie imponerende P6.
  • RLL havde satset stort på at slette det negative udtryk fra ’23. Det lykkedes ikke, Lundgaard og Fittipaldi kvalificerede sig som P28 og P30, mens Graham Rahal atter måtte igennem last chance.
  • Inderkredsen ved Turn 3 er stedet for Indys berygtede Snake Pit (levende musik, masser af øl).
  • Måske var det derfor en levende slange havde forvildet sig ud på banen under en træning. Det ser man sjældent på Jyllandsringen.
  • I et Indy 500 gælder det for deltagerne at overleve de to første timer af løbet på omgangshøjde, uden uheld, og samtidig spare fuel. Lykkes det er man med i finalen om topplaceringer.
  • Indy 500 kan følges på TV3 Max fra kl. 17.50 søndag d. 26. maj.

    Ugens special

    Greatest Spectacle in Racing

    Med vanlig beskedenhed kalder Amerikanerne det ”The Greatest Spectacle in Racing” når talen falder på Indy 500. Ovenikøbet har Indianapolis Motor Speedway registreret udtrykket som beskyttet varemærke, og må altså ikke benyttes af andre. Løbet køres på ”Memorial Day”, som er sidste søndag i maj måned. Det er sket siden 1974, med undtagelse af covid-året 2020.

    Der er noget om hypen. Mange mener det er den sportsbegivenhed i verden med flest tilskuere på en enkelt dag. 230.000 tribunebilletter plus tilskuere på inderkredsen, i alt ca. 330.000. Læg hertil millioner af tv-seere verden over, hele optaktsforløbet i Month of May der bl.a. inkluderer en afdeling af IndyCar mesterskabet samt, ikke mindst, Pole Day.

    Det er almindelig anerkendt at Indy 500 sammen med Le Mans og Monacos Grand Prix udgør motorsportens Triple Crown. Kun en kører har vundet alle tre: Graham Hill. Fire kørere deler rekorden for flest sejre på Indy, idet AJ Foyt, Rick Mears, Al Unser Snr samt Helio Castroneves alle har vundet fire gange. Sidstnævnte er på startlisten i år, og kan altså med en sejr komme alene i spidsen.

    Læs resten af artiklen på https://bbn-consult.dk/greatest-spectacle-in-racing/

    Bo Baltzer Nielsen
    BBN Consult


    Læs mere om:
  • Christian Lundgaard
  • Christian Rasmussen
  • Kevin Magnussen
  • Imola
  • Indianapolis Motor Speedway
  • Monaco
  • 19/05/24 - Imola - Formel 1 - FIA F1
  • 26/05/24 - Indianapolis Motor Speedway - IndyCar Series
  • 26/05/24 - Monaco - Formel 1 - FIA F1

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk